For at have retskrav på optagelse til den 2-årige uddannelse til hf-eksamen skal du:

  • have søgt rettidigt i direkte forlængelse af 9. eller 10. klasse
  • være vurderet uddannelsesparat med mindst 4,0 i gennemsnit af alle afsluttende standpunktskarakterer
  • have modtaget prøveforberedende undervisning i 2. fremmedsprog i 5.-9. klasse eller prøveforberedende undervisning, der står mål hermed.

For elever, som søger  i direkte forlængelse af 9. klasse, gælder særligt at eleven skal:

  • have aflagt folkeskolens obligatoriske prøver efter 9. klasse i henhold til folkeskolelovens regler
  • have bestået folkeskolens afgangseksamen
  • have bekræftet det faglige niveau fra uddannelsesparathedsvurderingen ved de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen,d.v.s. have opnået 4 i gennemsnit af de lovbundne prøver.

For elever som søger  i direkte forlængelse af 10. klasse, gælder særligt ud over de grundlæggende adgangsforudsætninger, at eleven skal:

  • have aflagt folkeskolens 9.-klasseprøve i 2. fremmedsprog efter 9. klasse, hvis prøven er blevet udtrukket, eller 10.-klasseprøve i 2. fremmedsprog efter 10. klasse
  • i 10. klasse have fået undervisning i dansk, engelsk og matematik og aflagt 10.-klasseprøver i alle tre fag, både mundtligt og skriftligt
  • have aflagt folkeskolens fælles 9.-klasseprøve i fysik/kemi, biologi og geografi efter 9. klasse eller 10.-klasseprøven i fysik/kemi i 10. klasse
  • have opnået mindst 2,0 i både dansk og matematik i 10.-klasseprøverne.

Uddannelsesparathed

Uddannelsesparathedsvurderingen er en helhedsvurdering af, om du har tilstrækkelige faglige såvel som personlige og sociale forudsætninger for at gennemføre uddannelsen.

For at opfylde de faglige forudsætninger for uddannelsesparathed i 8., 9. eller evt. 10. klasse, skal du have mindst 4,0 i gennemsnit af alle afsluttende standpunktskarakterer.

Læs mere om processen for uddannelsesparathed

Grafisk overblik over adgang til den to-årige uddannelse til hf-eksamen fra 2019 (pdf)

Bemærk: Hvis du  er vurderet ikke-uddannelsesparat

Er du  vurderet ikke-uddannelsesparat, kan du optages på den 2-årige uddannelse til hf-eksamen, hvis du får mindst 6,0 i de lovbundne prøver ved folkeskolens afgangseksamen og i øvrigt opfylder adgangsforudsætningerne.

Optagelse efter konkret vurdering

Optagelse efter en konkret vurdering er en mulighed for de elever, som søger den 2-årige uddannelse til hf-eksamen efter 10. klasse, men ikke opfylder forudsætningerne for at have krav på optagelse. En konkret vurdering er en helhedsvurdering, som laves på baggrund af en centralt stillet optagelsesprøve og en samtale.

Optagelse, der ikke sker direkte efter 9. eller 10. klasse

Hvis du ikke søger om optagelse i direkte forlængelse af 9. eller 10. klasse, kan du optages efter en standardiseret vurdering af de dine faglige, sociale og personlige forudsætninger for at påbegynde og gennemføre uddannelsen.

Har du en almen forberedelseseksamen i henhold til avu-loven, har du dog krav på optagelse, hvis du søger i den førstkommende optagelsestermin, efter at den sidste af prøverne er bestået.

Sidst opdateret: 13. december 2018