For at have retskrav på optagelse  til de 3-årige uddannelser til teknisk (htx), merkantil (hhx) og almen (stx) studentereksamen skal du:

  • have søgt rettidigt i direkte forlængelse af 9. eller 10. klasse
  • være vurderet uddannelsesparat med mindst 5,0 i gennemsnit af alle afsluttende standpunktskarakterer
  • have modtaget prøveforberedende undervisning i 2. fremmedsprog i 5.-9. klasse* i folkeskolen eller prøveforberedende undervisning, der står mål hermed
  • have aflagt folkeskolens obligatoriske prøver efter 9. klasse i henhold til folkeskolelovens regler
  • have bestået folkeskolens afgangseksamen
  • have bekræftet det faglige niveau (5,0) fra uddannelsesparathedsvurderingen ved de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen.
    Har du ikke bekræftet det faglige niveau fra uddannelsesparathedsvurderingen har du dog krav på optagelse, hvis dit karaktergennemsnit fra de lovbundne prøver er på mindst 3,0.
    Har du mindst 2,0 men under 3,0 og gennemfører en vejledningssamtale med gymnasiets leder, har du også krav på optagelse.

*Dog 6-9. klasse for elever, der påbegyndte 6. klassetrin i skoleåret 2014-15, og som søger om optagelse til skoleåret 2019-20 direkte fra 10. klasse.

Søger du i direkte forlængelse af 10. klasse gælder desuden, at du:

  • i 10. klasse skal have modtaget undervisning i dansk, engelsk og matematik og aflagt enten 9.- eller 10.-klasseprøver i disse fag.

Uddannelsesparathed

Uddannelsesparathedsvurderingen er en helhedsvurdering af, om du har tilstrækkelige faglige såvel som personlige og sociale forudsætninger for at gennemføre uddannelsen.

For at opfylde de faglige forudsætninger for uddannelsesparathed i 8., 9. eller evt. 10. klasse, skal du have mindst 5,0 i gennemsnit af alle afsluttende standpunktskarakterer.

Læs mere om processen for uddannelsesparathed

Grafisk overblik over adgang til de treårige gymnasiale uddannelser (hhx, htx, stx) (pdf)

Bemærk: Hvis du er vurderet ikke-uddannelsesparat

Er du  vurderet ikke-uddannelsesparat, men i øvrigt opfylder adgangsforudsætningerne, kan du optages på de 3-årige gymnasiale uddannelser, hvis du får mindst 6,0 i de lovbundne prøver ved folkeskolens afgangseksamen.

Optagelse efter konkret vurdering

Optagelse efter en konkret vurdering er en mulighed for de elever, som søger de 3-årige gymnasiale uddannelser, men ikke opfylder forudsætningerne for at have krav på optagelse. En konkret vurdering er en helhedsvurdering, som laves på baggrund af en centralt stillet optagelsesprøve og en samtale.

Sidst opdateret: 13. december 2018