På denne side kan du læse mere om, hvad institutioner skal være opmærksomme på ift. elever, der går klassetrin om.
Elever kan i løbet af eller efter afslutningen af et skoleår få tilladelse til at starte forfra på samme klassetrin det næstkommende skoleår. Disse elever kaldes også for omgængere.
Hvis en elev ønsker at gå første skoleår om og i den forbindelse lader sig udskrive fra et igangværende uddannelsesforløb inden skoleårets afslutning, vil eleven skulle søge om optagelse igen via Optagelse.dk. Disse elever betragtes ikke som omgængere.
Omgængere første skoleår
Eleven (omgængeren)
En elev, der ønsker at gå om, skal – mens vedkommende fortsat er elev på det igangværende uddannelsesforløb – kontakte den ønskede uddannelsesinstitutions ledelse med henblik på at afklare, om vedkommende kan få mulighed for at gå om i det kommende skoleår.
Hvis uddannelsesinstitutionen imødekommer ønsket, skal eleven fortsætte sit uddannelsesforløb første år ud. Dette indebærer, at vedkommende skal aflægge de tilknyttede prøver. Der gælder dog særlige regler for elever, der i løbet af første år bliver langvarigt og alvorligt syge eller skal på barsel.
Omgængere skal ikke søge om optagelse via Optagelse.dk, og de indgår således ikke i elevfordelingen. Dette skyldes, at eleven allerede er indskrevet på et gymnasialt uddannelsesforløb og dermed allerede optaget.
Institutionen
Hvis en elev henvender sig til en institution med ønsket om at gå om, er institutionen ikke forpligtet til at imødekomme elevens ønske.
Hvorvidt institutionen imødekommer elevens ønske om at gå om, beror på institutionens konkrete og samlede vurdering af eleven. I denne vurdering kan blandt andet elevens motiver for at gå om inddrages. Institutionen kan også lægge vægt på elevens hidtidige deltagelse i undervisningen, herunder evt. fravær, samt fagligt niveau og indsats.
Hvis institutionen imødekommer elevens ønske, skal institutionen orientere regionen om, at en eventuel ledig plads er givet til en omgænger, hvorfor regionen ikke kan disponere over den ledige plads ved fordeling af f.eks. ufordelte ansøgere, eftertilmeldere mv.
Som udgangspunkt vil en omgænger skulle have en ledig plads, før en anden elev, der f.eks. vælger om eller skifter. Det skyldes det konkrete forhold, at den pågældende allerede er optaget og indskrevet som elev.
Kapacitet
Som udgangspunkt spiller regionsrådet ikke en rolle i forhold til omgængere. I tilfælde af, at der er behov for at skabe kapacitet til en eller flere omgængere, vil det dog være regionsrådet, der skal hæve kapaciteten.
Hvis omgængeren er en førsteårselev, der starter forfra på den samme institution, vil regionsrådet – efter anmodning fra institutionen – således skulle hæve kapaciteten. Det afgørende for regionsrådets mulighed for at hæve kapaciteten på en given institution er, at omgængeren starter forfra på den samme institution. Det er underordnet, om omgængeren starter forfra på den samme uddannelse eller den samme afdeling.
For så vidt angår omgængere, der starter forfra på en anden institution, er der ikke hjemmel til, regionsrådet hæver kapaciteten for at gøre plads til en omgænger dér. Omgængeren kan således kun få en plads, hvis der er en ledig plads på institutionen.
Regionernes mulighed for at hæve kapacitet er beskrevet i § 6 i kapacitetsbekendtgørelsen.
Merit
Omgængere kan i alle tilfælde anmode om at få merit for allerede afsluttede fag fra den igangværende uddannelse samt om en eventuel delmerit for fortsætterfag.
Det er institutionens leder, der vurderer, om en elev kan få merit. For det tilfælde, at omgængeren starter forfra på en anden institution, er det lederen på den modtagende institution, der vurderer meritansøgningen.
For så vidt angår omgængere, der går om på den samme uddannelse, gælder det, at institutionens leder kan afslå eller begrænse omfanget af den merit, som omgængeren ønsker.
Vurderingen af, hvorvidt ønsket om merit skal imødekommes, afslås eller begrænses, beror på institutionens samlede vurdering af elevens faglige behov og hensynet til et sammenhængende uddannelsesforløb.
Eleven skal dog ikke anmode om merit, hvis vedkommende i stedet ønsker at starte helt forfra.
Læs om merit for elever på de gymnasiale uddannelser.
Elever, der i løbet af første år bliver langvarigt og alvorligt syge eller skal på barsel
En elev kan tidligst opnå orlov fra uddannelsen, når første år er gennemført – det gælder principielt uanset begrundelsen for orloven.
I særlige tilfælde, hvor der er tale om en elev, som ikke længere kan honorere mødepligten og pligten til aktiv deltagelse på sin uddannelse på grund af alvorlig eller langvarig sygdom, vil institutionen dog efter anmodning kunne tillade eleven at gå det pågældende skoleår om. I praksis forbliver eleven indskrevet på uddannelsen, men deltager ikke i undervisningen i resten af skoleåret. Af samme grund tæller eleven ikke med i det tilskudsudløsende elevtal.
En elev, der i løbet af første år bliver forælder, har ret til fravær efter bestemmelserne i barselsloven. Her vil det efter omstændighederne også på samme måde kunne komme på tale at lade eleven blive omgænger på institutionen med den konsekvens, at vedkommende vil kunne starte forfra på uddannelsen uden at skulle søge ind på ny via Optagelse.dk.
Se reglerne for barsel i lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel (retsinformation.dk).
Omgængere senere skoleår
Eleven
En elev på andet eller tredje skoleår af en gymnasial uddannelse kan anmode uddannelsesinstitutionens ledelse om at gå det pågældende skoleår om.
Tilsvarende kan eleven anmode en anden institutions ledelse om at gå om på denne institution. Det er vigtigt, at en sådan anmodning afgives, mens vedkommende fortsat er indskrevet som elev på uddannelsen, så overgangen kan håndteres som del af et sammenhængende uddannelsesforløb og ikke som et udtryk for en udskrivning og efterfølgende genoptagelse på uddannelsen. Imødekommes anmodningen, skal eleven fortsætte sit uddannelsesforløb skoleåret ud, herunder aflægge de tilknyttede prøver, enten på samme eller på en eventuel ny institution (medmindre der samtidig gives orlov).
En institution kan tillade elever, der på grund af et utilstrækkeligt udbytte af det hidtil gennemførte undervisningsforløb, er blevet nægtet oprykning til næste klassetrin, at gå det klassetrin om, som eleven senest har gennemført. Tilladelsen skal gives på baggrund af en faglig vurdering.
Det er en forudsætning for tilladelsen, at eleven ikke bliver mere end to år længere om at fuldføre sin uddannelse, end den er tilrettelagt til at vare, og at eleven ikke tidligere er nægtet oprykning til samme klassetrin.
Merit
Omgængere kan vælge at anmode ledelsen for den institution, hvor vedkommende skal gå om, om at få merit for allerede afsluttede fag fra den igangværende uddannelse samt om en eventuel delmerit for fortsætterfag.
Institutionens leder kan afslå eller begrænse omfanget af den merit, som omgængeren ønsker. Vurderingen af, hvorvidt ønsket om merit skal imødekommes, afslås eller begrænses, beror på institutionens samlede vurdering af elevens faglige behov og hensynet til et sammenhængende uddannelsesforløb.
Læs om merit for elever på de gymnasiale uddannelser.