Samarbejdet mellem det grønlandske Departement for Uddannelse og Undervisningsministeriet omfatter gensidig udveksling af censorer. Udvekslingen bidrager til den faglige kontakt mellem de grønlandske og de danske gymnasiale uddannelser.

Samarbejdet er beskrevet i Samarbejdsaftalen mellem Departement for Uddannelse og Undervisningsministeriet (2015).

Læs samarbejdsaftalen (pdf).

Skriftlig censur af grønlandske besvarelser med danske censorer

Departement for Uddannelse beskikker censorer til skriftlig censur. Departement for Uddannelse retter direkte henvendelse til censorerne, også danske, herunder om praktiske forhold i forhold til bedømmelsen. Udpegningen sker i samarbejde med Styrelsen for Undervisning og Kvaltiet (Kontor for Prøver, Eksamen og Test og Gymnasiekontoret).

I forbindelse med censur af større skriftlige opgaver og studieretningsprojekter indstiller fagkonsulenterne censorer til opgaven i samarbejde med Kontor for Prøver, Eksamen og Test. Censorerne beskikkes af Departement for Uddannelse.

For de almengymnasiale uddannelsesinstitutioner gælder, at udgiften til skriftlig censur indgår i Gymnasiefællesskabets udligningsordning efter retningslinjerne, som er beskrevet på Gymnasiefællesskabets hjemmeside.

For erhvervsgymnasiale uddannelsesinstitutioner gælder, at udgifterne indberettes til Danske Erhvervsskoler- og Gymnasiers censorbank efter retningslinjerne i vejledningen til censorbanken.

Mundtlig censur i Grønland med danske censorer

Når danske censorer medvirker til mundtlige prøver i Grønland, afholder de grønlandske gymnasieskoler rejse- og opholdsudgifter til og fra København for de danske censorer. 
De øvrige censorudgifter herunder arbejdstid, rejsetid og time/dagpenge afholdes af censors hjemskole.

For de almengymnasiale uddannelsesinstitutioner gælder dog, at udgiften til arbejdstid anvendt ved mundtlige prøver kan indgå i Gymnasiefællesskabets censorbanks udligningsordning på samme måde som censur af besvarelser fra danske institutioner, selvom de grønlandske skoler ikke er med i ordningen. Rejsetid til og fra lufthavnen i Kastrup samt arbejdstid kan medregnes, dog ikke rejsetid mellem Danmark og Grønland.

Læs mere på Gymnasiefællesskabets hjemmeside.

 

Mundtlig censur i Danmark med grønlandske censorer

Når grønlandske censorer medvirker ved mundtlige prøver i Danmark, afholder Departement for Uddannelse al rejse- og opholdsudgift for grønlandske censorer, der rejser til Danmark. 

De øvrige censorudgifter herunder arbejdstid, rejsetid og time/dagpenge afholdes af censors hjemskole.

Departement for Uddannelse anmoder altså i visse tilfælde i sommerterminen om, at danske censorer deltager ved mundtlige prøver i Grønland. Henvendelse til censor sker fra den danske fagkonsulent i faget og direkte til censor. Censor skal aftale censuren med sit ansættelsessted, fordi skolen skal betale for visse elementer.

Pædagogikum i Grønland

Tilsynsførende som udsendes til Grønland fra Danmark

Modtagende skole skal afholde udgifter til honorar til den tilsynsførende, ophold og rejse fra og med Københavns lufthavn t/r.

Den tilsynsførendes danske hjemskole afholder alle andre udgifter til time/dagpenge og rejsetid samt alle udgifter forbundet med rejsen til og fra Københavns lufthavn.

Sidst opdateret: 6. november 2018