Bekendtgørelse om visse regler om prøver og eksamen i de gymnasiale uddannelser (bekendtgørelse nr. 1276 af 27. november 2017) indeholder i § 7 regler om sanktioner over for eksaminander, der under prøveforløbet snyder eller i øvrigt overtræder eksamensreglerne.

For elever, som er startet på en gymnasial uddannelse efter den 1. august 2017, er der to mulige sanktioner for snyd i en prøvesituation, nemlig karakteren -3 (minus tre) eller bortvisning fra prøven. 

Skolen skal på baggrund af en konkret vurdering afgøre, om en eksaminand ved bekræftet formodning om snyd skal tildeles karakteren -3, eller om den pågældende skal bortvises fra prøven og kan aflægge prøven på et senere tidspunkt. 

Læs mere om afgørelser om snyd.

I begge tilfælde bortfalder en eventuel anden karakter, som måtte være afgivet for besvarelsen. 

Eksamensbekendtgørelsen angiver ikke nærmere, hvilken af de to sanktioner der konkret iværksættes, når en eksaminand snyder ved en prøve. Institutionen må derfor i det konkrete tilfælde sagligt tage stilling til, om den ene eller anden sanktion er relevant og rimelig at bringe i anvendelse i det enkelte tilfælde. Hvis der er en relevant forskel mellem to situationer af snyd, kan en institution bortvise én eksaminand fra prøven og tildele karakteren -3 (minus tre) til en anden. Hvis institutionen ikke kan påvise en relevant forskel mellem to situationer, vil det omvendt være udtryk for usaglig forskelsbehandling at iværksætte forskellige sanktioner over for de to eksaminander. Det følger af det såkaldte lighedsprincip, som skal iagttages ved afgørelser om snyd. 

Et andet juridisk princip som skal iagttages her er proportionalitetsprincippet. Dette princip kan indebære, at den ene sanktion skal anvendes i stedet for den anden, baseret på en konkret vurdering af, om den ene sanktion vil være mere byrdefuld for eksaminanden end den anden. For at afgøre, hvilken sanktion, der skal anvendes, skal institutionen altså vurdere, for det første, hvad den mest byrdefulde sanktion vil være i den konkrete sag, og for det andet, om forseelsen kan bære, at eleven skal have den mest byrdefulde sanktion eller ej. 

Sanktioner efter bekendtgørelse om studie- og ordensregler mm. i de gymnasiale uddannelser kan anvendes som supplement hertil.

Læs mere om Sanktioner efter studie- og ordensreglerne. 

For elever som er startet på en gymnasial uddannelse før den 1. august 2017

For eksaminander, der er begyndt på en gymnasial uddannelse før den 1. august 2017, er der kun én mulig sanktion for snyd ved en prøve, nemlig bortvisning fra prøven. Det vil fx sige de fleste af de elever, som går i 3.g. i skoleåret 2018/2019, kan altså ikke sanktioneres med karakteren -3 (minus tre). Sanktioner efter bekendtgørelse om studie- og ordensregler mm. i de gymnasiale uddannelser kan anvendes som supplement til bortvisning fra prøven.

Om bortvisning fra prøven

En bortvisning kan ske både under og efter prøven. Hvis en elev er bortvist fra prøven, kan sanktionen -3 ikke efterfølgende anvendes. Ved bortvisning fra prøven kan en ny prøve aflægges i den følgende termin, hvor prøven afholdes i forvejen, dog senest ved eksamensterminen året efter. Bortvisning fra prøven medfører, at en elev på en sammenhængende uddannelses sidste år (det vil sige tredje år af uddannelserne til hhx, htx eller stx eller andet år af uddannelsen til hf-eksamen) ikke bliver færdig samtidig med sine klassekammerater. Institutionen kan kun tilbyde den pågældende at aflægge prøven, når institutionen alligevel afholder prøven i en ordinær prøvetermin, altså ikke i sygeterminen.

Eksaminander, der under prøveforløbet overtræder andre lokale eller centralt fastsatte eksamensregler end forbuddet mod snyd, kan efter begge de to eksamensbekendtgørelser alene sanktioneres ved bortvisning fra prøven. Hvis skolen imidlertid udtrykkeligt har fastsat det i sine lokale studie- og ordensregler, kan skolen – ved siden af en sanktion efter den relevante eksamensbekendtgørelse – tillige sanktionere overtrædelsen efter studie- og ordensreglerne, jf. nærmere nedenfor.

Sanktioner for snyd ved interne prøver

Bemærk, at de afsluttende, interne prøver i almen sprogforståelse (hhx og stx), naturvidenskabeligt grundforløb (htx og stx), produktudvikling (htx) og økonomisk grundforløb (hhx), kultur- og samfundsfaggruppen (hf) og naturvidenskabelig faggruppe (hf) anses som prøver i den for-stand, at de skal behandles efter reglerne i bekendtgørelse om visse regler om prøver og eksamen i de gymnasiale uddannelser (bekendtgørelse nr. 1276 af 27. november 2017), bekendtgørelse om adgangen til at medbringe og anvende udstyr, herunder digitale hjælpemidler, under prøver i de gymnasiale uddannelser (bekendtgørelse nr. 224 af den 19. marts 2018) og i øvrigt af den almene eksamensbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 343 af 8. april 2016), herunder kapitel 10 om klageadgang. 

Dermed vil der også blive mulighed for at sanktionere snyd i forbindelse med disse prøver med bortvisning fra prøven eller karakteren -3 (minus tre). 

Sidst opdateret: 23. april 2019