Alle institutioner skal benytte Netprøver.dk, når de afvikler skriftlige prøver.

Spørgsmål og svar

Integration mellem XPRS og Netprøver.dk

Der er automatisk integration mellem XPRS og Netprøver.dk. Det vil sige, at oplysninger om indberettede prøvehold, fag, elever, vejledere og censorer overføres automatisk fra XPRS til Netprøver.dk, hvorefter institutionerne i Netprøver.dk kan forsikre sig om, at alle prøvehold er korrekt indberettet. Prøvehold vil normalt være synlige i Netprøver.dk en uge efter sidste indberetningsfrist.

Nye elever, vejledere og censorer bliver automatisk oprettet som brugere i Netprøver.dk i forbindelse med deres tilknytning til et prøvehold på skolen. Vejlederes og censorers kontaktinformation, der optræder i de studieadministrative systemer, overføres ikke til Netprøver.dk. Vejledere og censorer skal derfor selv indtaste kontaktinformation på deres brugerprofil i Netprøver.dk.

Oplysninger om lokaler, der optræder i de studieadministrative systemer, overføres heller ikke til Netprøver.dk. Institutionerne kan indtaste lokaler direkte i Netprøver.dk i forbindelse med prøveafviklingen.

Login med UNI•Login eller NemID

Alle brugere (elever, bedømmere og skolens personale) logger ind på www.netprøver.dk med UNI-Login eller NemID. Det er valgfrit, hvorvidt der benyttes UNI-Login eller NemID.

Benyttes NemID, skal det enten være det personlige NemID eller et medarbejdercertifikat med CPR-tilknytning.

Benyttes UNI-Login, skal det være identificeret med CPR-nummer i skolens UNI-Login-brugeradministration.

Det er den enkelte institution, der er ansvarlig for at sikre, at de brugere på institutionen, der skal tilgå Netprøver.dk, har et brugbart UNI-Login eller NemID.

 

Oprettelse af brugere i Netprøver.dk

Brugerne af Netprøver.dk (elever, bedømmere og skolens personale) har forskellige roller i systemet, kaldet brugerroller.

For eksempel skal en elev og en eksamensansvarlig ikke kunne udføre de samme handlinger som bruger i Netprøver.dk. Hver bruger skal derfor oprettes med den korrekte brugerrolle, så hver enkelt bruger har rettighed til at løse sine opgaver.

Elever, vejledere og censorer oprettes automatisk af ministeriet på baggrund af de indberettede oplysninger til XPRS. Andre brugere, som for eksempel eksamensansvarlige og prøvevagter, skal oprettes lokalt på den enkelte institution.

Vejlederes og censorers kontaktinformation, der optræder i de studieadministrative systemer, overføres ikke til Netprøver.dk. Vejledere og censorer skal derfor selv indtaste kontaktinformation på deres brugerprofil i Netprøver.dk.

Institutionens lokale brugeradministrator skal tildele brugerroller til de brugere, som oprettes lokalt.

Hvorfor skal elevfravær registreres i Netprøver.dk inden prøvestart?

Det er vigtigt, at institutionen registrerer fraværende elever som fraværende i Netprøver.dk inden en prøve sættes i gang. Hvis institutionen ikke gør det, vil fraværende elever kunne tilgå opgavesættet i Netprøver.dk, selvom de ikke er fysisk til stede ved prøven.

Hvorfor starter prøverne ikke præcis kl. 9.00 i Netprøver.dk?

Elever, der på en prøvedag er logget ind i Netprøver.dk, inden prøven er startet, vil i Netprøver.dk se et ur, der tæller ned til prøvestart. Prøvestarten kan for den enkelte elev være med op til 3 minutters forsinkelse i forhold til elevens computers ur, institutionens ur mv. Eksamens- og prøveansvarlige kan se en nedtælling svarende til elevernes på fanen ”Elevoversigt pr. lokale”.

Den korte forsinkelse skyldes, at eleverne på landsplan får adgang til opgavesættene med nogle sekunders mellemrum for at sikre en stabil prøveafvikling på landsplan.

Institutionerne skal sørge for, at eleverne i alle tilfælde – som hidtil – får den i læreplanerne fastsatte tid til at besvare opgavesættene.

 

Vil delprøver uden hjælpemidler blive afviklet i Netprøver.dk?

I nogle skriftlige prøver indgår der delprøver uden hjælpemidler. I disse tilfælde vil den første del af prøven, det vil sige delprøven uden hjælpemidler, fortsat skulle afvikles på papir (ligesom ved tidligere prøveterminer).

Alle institutioner vil i sommer- og sygeterminen 2018 derfor få tilsendt trykt (fysisk) prøvemateriale, som skal udleveres af institutionerne til eleverne.

Ved den første del af prøven (uden hjælpemidler) skal eleverne udarbejde og aflevere deres besvarelse på papir til institutionerne. Institutionen kan fremsende elevernes papirbesvarelser af delprøven uden hjælpemidler til censorerne via sporbar postforsendelse (ligesom ved tidligere prøveterminer) eller vælge at indscanne elevernes papirbesvarelser og sende disse til censorerne digitalt, for eksempel ved hjælp af sikker e-mail. Censorerne bør af institutionen orienteres om den af institutionen valgte fremgangsmåde.

Ved den anden del af disse prøver (med hjælpemidler) får eleverne udleveret opgavesættet i Netprøver.dk og de skal aflevere deres besvarelser digitalt i Netprøver.dk. I nogle tilfælde skal eleverne allerede have udleveret den anden del af opgavesættet i fysisk format af institutionen fra prøvens start, fordi de skal kunne orientere sig i hele opgavesættet fra prøvens start. Hvis det er tilfældet, får institutionen tilsendt et fysisk eksemplar (pr. elev) både af første og anden delprøve, så de kan udlevere disse til eleverne ved prøvens start.

Ministeriet har udarbejdet detaljerede oversigter over, hvad der for hver enkelt af disse prøver skal udleveres til eleverne af institutionen, hvad der udleveres via Netprøver.dk, og hvad der skal afleveres af eleverne.

Oversigterne kan findes her:

Udlevering af opgavesæt hhx (pdf)

Udlevering af opgavesæt htx (pdf)

Udlevering af opgavesæt hf (pdf)

Udlevering af opgavesæt stx (pdf)

Hvordan afvikles prøver med forberedelsesmateriale, projektoplæg mv.?

I nogle fag, fx matematik B (htx) og erhvervscase (hhx), indgår der i prøverne et centralt stillet projektoplæg eller forberedelsesmateriale. Forberedelsesmaterialer og projektoplæg udleveres ikke via Netprøver.dk. Hvis prøven afsluttes med en skriftlig prøve, som fx i matematik A (htx), udleveres opgavesættet til denne skriftlige prøve via Netprøver.dk på prøvedagen.

Hvis projektoplægget eller forberedelsesmaterialet til en konkret prøve ved tidligere prøveterminer har været trykt som papirhæfte, modtager institutionen også i sommerterminen 2018 projektoplæg eller forberedelsesmateriale som papirhæfte. Der fremsendes et trykt papirhæfte til institutionen pr. elev, ligesom ved tidligere prøveterminer.

Hvis projektoplæg eller forberedelsesmateriale ved en bestemt prøve ved tidligere prøveterminer har været fremendt på cd-rom, så modtager institutionen projektoplæg eller forberedelsesmateriale på en administrator cd-rom, hvorfra de kan udlevere prøvematerialet til eleverne, fx via institutionens interne netværk.

I alle tilfælde – på nær erhvervscase – modtager institutionen også en lærerkuvert med forberedelsesmaterialet eller projektoplægget, som institutionen kan uddele til de relevante lærere, inden vejledningsperioden indledes for den pågældende prøve (lige som ved tidligere prøveterminer).

Ministeriet har for disse prøver udarbejdet detaljerede oversigter over, hvilket prøvemateriale, institutionen skal udlevere til eleverne, hvilket prøvemateriale, der udleveres via Netprøver.dk, samt hvad eleverne skal aflevere i Netprøver.dk.

Oversigterne kan findes her:

Udlevering af opgavesæt hhx (pdf)

Udlevering af opgavesæt htx (pdf)

Udlevering af opgavesæt hf (pdf)

Udlevering af opgavesæt stx (pdf)

Hvordan afvikles den skriftlige prøve i musik?

Ministeriet har udarbejdet en detaljeret beskrivelse af, hvordan den skriftlige prøve i musik A, stx, afvikles i sommer- og sygeterminen 2018 med Netprøver.dk.

Beskrivelse kan findes her:

Udlevering af opgavesæt i musik (pdf)

Institutionerne kan – som hidtil - vælge at starte den skriftlige prøve i musik kl. 8.00 eller kl. 13.00 på prøvedagen. Hvis institutionen deler elever fra det samme prøvehold over de to starttidspunkter, så nogle elever starter kl. 8.00 og andre kl. 13.00, er det vigtigt, at institutionen sikrer, at eleverne der starter kl. 13.00, ikke får adgang til opgavesættet i Netprøver.dk kl. 8. Det kan fx sikres ved, at institutionen registrerer de elever, der skal starte kl. 13.00, som ”Ikke mødt” i Netprøver.dk, inden prøven starter kl. 8.00, og ændrer denne registrering til ”Mødt”, når eleverne skal aflægge prøven kl. 13.00. Det kan også gøres ved, at institutionen tilpasser de enkelte elevers starttidspunkter direkte i Netprøver.dk inden kl. 8.00.

Aflevering af ekstramateriale i Netprøver.dk.

I Netprøver.dk skal en elev ved den enkelte prøve aflevere ét dokument i pdf-format som besvarelse. Eventuelle bilag skal, så vidt muligt, indarbejdes i dette dokument af eleven. Hvis dette ikke er muligt, kan bilag afleveres som ekstramateriale i Netprøver.dk. Ekstramateriale skal så vidt muligt afleveres i pdf-format.

Netprøver.dk understøtter, at en elev kan aflevere ekstramateriale, der er i andre formater end pdf-format. Bemærk dog, at censorer ikke kan forventes at kunne læse filer, der ikke er afleveret i helt almindelige standardformater.

Aflevering af ekstramateriale må kun finde sted i særlige tilfælde. Et konkret eksempel er det tilfælde, hvor en elev i forbindelse med de skriftlige prøver har udarbejdet to eller flere filer som besvarelse, og hvor eleven er ikke i stand til at samle filerne til en samlet fil i pdf-format. Hvis institutionen ikke kan afhjælpe problemet for eleven, kan eleven konvertere hver af filerne til pdf-format og aflevere den ene fil som besvarelse og de resterende filer som ekstramateriale.

Afleveret ekstramateriale indgår altid i bedømmelsen. Hvis en elev afleverer én eller flere filer som ekstramateriale, indgår dette altså som en del af elevens besvarelse og dermed i den samlede bedømmelse.

Skal eksamensbesvarelser sendes til censorerne i papirformat?

Nej. Institutionerne er ikke forpligtet til at fremsende eksamensbesvarelser i papirformat til censorerne.

Kan ordblinde elever anvende opgavesættene i Netprøver.dk?

Til sommer- og sygeterminen 2018 vil de opgavesæt, der udleveres via Netprøver.dk være gjort tilgængelige, så ordblinde elever kan anvende deres it-hjælpeprogrammer under prøven. Alle de opgavesæt, der udleveres via Netprøver.dk, vil kunne anvendes af alle elever, uanset om eleven anvender et it-hjælpemiddel eller ej.

Ordblinde elever og prøver med delprøver uden hjælpemidler

Ved prøver med delprøver uden hjælpemidler udleveres den første del af opgavesættet, som skal besvares uden hjælpemidler, ikke via Netprøver.dk. Hvis en elev af institutionen har fået tilbud om at benytte it-hjælpeprogrammer til prøven skal institutionen– ligesom ved tidligere prøveterminer – bestille prøvematerialet gennem Nota og udlevere prøvematerialet særskilt til eleven.

Backupmateriale til ordblinde elever ved sommer- og sygeterminen 2018

Hvis institutionen ved en prøve har modtaget en administrator-cd med et opgavesæt som backupmateriale, så vil filen på administrator-cd’en være den samme udgave af opgavesættet, som eleven får udleveret i Netprøver.dk, det vil sige, at også prøvematerialet på administrator-cd’en vil kunne anvendes sammen med it-hjælpeprogrammer til fx ordblinde.

Hvis institutionen ved en prøve har modtaget opgavesæt i papirformat som backupmateriale, så skal institutionen bestille prøvematerialet hos Nota, så institutionen har et opgavesæt til ordblinde elever i tilfælde af, at opgavesættet ikke kan udleveres til eleven via Netprøver.dk.

I tvivlstilfælde kan Nota kontaktes (e-mail: eksamen@nota.dk, tlf. 39 13 46 00, tast 4 for Studieservice.).

 

Skal der sendes karakterlister til censorerne?

Nej, ikke i de fag, som er omfattet af Netprøver.dk. I disse fag skal censorer afgive de endelige karakterer direkte i Netprøver.dk.

Kan censorerne finde opgavesæt i Netprøver.dk?

Ja. Opgavesæt vil være tilgængelige for censorer og institutioner i Netprøver.dk.

Hvornår er eksamensbesvarelserne tilgængelige for censorerne i Netprøver.dk?

Når eleverne har afleveret deres eksamensbesvarelser, bliver de sendt til både virus- og plagiatkontrol. Eksamensbesvarelserne vil derfor typisk være tilgængelige for censorerne dagen efter, at prøven er afholdt. I nogle tilfælde vil rapporterne fra plagiatkontrollen først være tilgængelige nogle dage efter prøven. Censorerne kan dog stadig som oftest tilgå eksamensbesvarelserne dagen efter, at den pågældende prøve er afholdt. Hvis en skriftlig prøve afholdes på en dag, hvor der er rigtig mange elever til skriftlige prøver, kan der imidlertid være yderligere en dags ventetid, før censorerne kan tilgå eksamensbesvarelserne.

Kan eleverne aflevere besvarelser, eller dele af besvarelser, på papir?

Eleverne skal i Netprøver.dk aflevere digitale eksamensbesvarelser i de af ministeriet godkendte filformater. Nogle elever ønsker imidlertid at udfærdige deres besvarelse, eller dele af deres besvarelse, på papir. Dette er fortsat tilladt, men eleven skal så indscanne papirdelen af besvarelsen og aflevere den i Netprøver.dk, eventuelt som ekstramateriale. Indscanningen kan også foretages af institutionen, men institutionen er ikke forpligtet til dette.

Eleverne skal tilgå opgavesættene i Netprøver.dk. Enkelte af disse opgavesæt kan indeholde bilag, som eleven kan benytte, når de udarbejder deres besvarelse. Hvis eleven vil benytte disse bilag, skal de som udgangspunkt udfyldes og afleveres digitalt af eleven. Hvis eleven ønsker at udfylde bilaget på papir, skal eleven printe bilaget, skrive sine identifikationsoplysninger (elevnavn, prøve mv.) på bilaget, indscanne det udfyldte bilag, og efterfølgende aflevere bilaget i Netprøver.dk, eventuelt som ekstramateriale. Print og indscanning af bilag kan også foretages af institutionen, men institutionen er ikke forpligtet til dette.

Institutionen er ligeledes ikke forpligtet til at udlevere de opgavesæt på papir eller cd, som institutionen modtager, medmindre der er tale om en situation, hvor opgavesættet ikke kan tilgås af eleverne i Netprøver.dk, og hvor der derfor skal benyttes nødprocedurer.

Hvordan skal plagiatkontrollen i Netprøver.dk benyttes?

Alle eksamensbesvarelser vil blive underkastet henholdsvis virustjek og plagiatkontrol i Netprøver.dk. Resultaterne fra plagiatkontrollen vil fremgå af censorernes oversigter over eksamensbesvarelser i Netprøver.dk. Resultaterne indgår i censorernes samlede vurdering af, om der skal rejses en formodning om snyd. Resultatet fra plagiatkontrollen bør ligeledes benyttes af institutionerne, når det undersøges, hvorvidt en formodning om snyd kan bekræftes, og resultatet fra plagiatkontrollen kan derved indgå som en del af grundlaget for institutionens afgørelse.

Selvom der skulle opstå problemer med plagiatkontrol af nogle eksamensbesvarelser, så skal de pågældende eksamensbesvarelser fortsat bedømmes (som hidtil).

 

Hvordan sendes elevernes besvarelser til elevernes egne lærere, når prøveforløbet er overstået?

Den enkelte institution kan sende elevernes besvarelser til egne lærere som følger: Den prøveansvarlige (eller den eksamensansvarlige) kan downloade et prøveholds besvarelser i Netprøver.dk ved at trykke ”Download alle filer” på det enkelte prøvehold, og dernæst trykke ”Hent zip-fil”. Den downloadede zip-fil, der indeholder alle besvarelser fra elever på prøveholdet, kan så sendes til prøveholdets lærer. Når zip-filen pakkes ud, vil der være et katalog for hver elev med elevens besvarelse.

Tilsender ministeriet opgavesæt, der kan benyttes som backup?

Ja. Alle institutioner vil før sommer- og sygeterminen i 2018 til alle skriftlige prøver få tilsendt trykte opgavesæt, der kan benyttes som backup for de opgavesæt, der udleveres via Netprøver.dk.

Hvis opgavesættet ved en bestemt prøve ved tidligere prøveterminer har været trykt som papirhæfte modtager institutionerne opgavesættet som papirhæfte. Der fremsendes et trykt papirhæfte pr. elev, ligesom ved tidligere prøveterminer.

Hvis opgavesættet ved en bestemt prøve ved tidligere prøveterminer har været trykt som cd-rom (”digitale opgavesæt”), så modtager institutionen opgavesættet på en administrator cd-rom, hvorfra det kan udleveres til eleverne, fx via institutionens interne netværk.

Ministeriet har udarbejdet en vejledning om nødprocedurer ved afvikling af prøver med Netprøver.dk, som kan findes her.

 

Hvilke enheder (PC, Mac mv.) understøtter Netprøver.dk?

Netprøver.dk understøtter de fleste enheder (fx PC, Mac, iPad), opdaterede operativsystemer (fx Windows, Mac OS X, iOS, Linux) og browsere (fx Internet Explorer, Safari, Chrome, Firefox). Via forsiden af Netprøver.dk vil det desuden være muligt for den enkelte bruger at få tjekket, hvorvidt brugerens udstyr er understøttet af Netprøver.dk.

Eux-elever og Netprøver.dk

Eux-elever, der skal aflægge gymnasiale skriftlige prøver, skal også benytte Netprøver.dk, hvis den pågældende prøve afvikles via Netprøver.dk. Eksempelvis skal eux-elever med dansk A - særligt gymnasialt fag til brug for merkantile eux-forløb, hvis de udtrækkes til den skriftlige prøve i faget, til den samme skriftlige prøve i dansk A som hhx-elever. Det betyder, at de pågældende eux-elever skal benytte Netprøver.dk, hvis de skal til skriftlig prøve i dansk A.

Arkivering af prøvehold i Netprøver.dk

Et prøvehold arkiveres i Netprøver.dk 120 dage efter forventet start for bedømmelse. Efter 120 dage kan en institution ikke længere finde prøveholdet i Netprøver.dk I tilfælde af mistanke om snyd, klagesager, ombedømmelse mv., bør en institution derfor altid gemme en lokal kopi af den relevante besvarelse.

Kontaktinformation i Netprøver.dk

Vejlederes og censorers kontaktinformation overføres ikke automatisk til Netprøver.dk fra de studieadministrative systemer. Vejledere og censorer skal derfor selv indtaste kontaktinformation på deres brugerprofil i Netprøver.dk, så medbedømmere nemt kan komme i kontakt med dem.

Hvis en bruger har tilknytning til flere institutioner, fx som censor, er det nødvendigt at opdatere brugerprofilen på alle institutionerne.

Kontaktinformation kan indtastes ved at logge ind på den aktuelle institution, klikke på sit eget navn og vælge ”Ret profil”. Det er også muligt for skolens brugeradministrator at indtaste kontaktinformationen.

Hvor kan jeg få mere hjælp vedrørende Netprøver.dk?

Sidst opdateret: 26. november 2018