Som skriftlig censor holder du dig opdateret på den faglige udvikling i dit fag. Som skriftlig censor får du derudover et stærkt fagligt indblik i den skriftlig bedømmelse, som du kan bruge i dit daglige virke som underviser. Du vil derfor kunne bringe vigtig viden og erfaring med hjem, som du kan dele med kolleger og dermed bidrage til at styrke hele faggruppen på din skole.
I mange fag udbyder fagkonsulenten kurser, som klæder dig på til opgaven. Det samlede censorkorps modtager desuden vejledning fra fagkonsulenten, så I er klar til at bedømme eksamensopgaver og dermed være en del af fundamentet for en korrekt og nøjagtig bedømmelse af elevernes besvarelser.
Sådan bliver du skriftlig censor
Det er undervisere, der er ansat på en gymnasial institution, der kan være skriftlige censorer. Hvis du har et ønske om at blive skriftlig censor, skal du henvende dig til ledelsen på din institution, de vurderer, om du har rette kompetencer til at blive skriftlig censor ved de gymnasiale prøver .
I særlige tilfælde kan styrelsen beskikke eksterne censorer. Det kan for eksempel ske for at inddrage enkelte særlige videnspersoner.
Opgaver som skriftlig censor
Typisk gælder det, at hvis man melder sig som skriftlig censor, svarer det til 50 timers arbejde.
Som skriftlig censor afhænger antallet af opgaver, du skal rette, af rettenormen i det fag, hvor du skal være skriftlig censor. Et overblik over de centralt fastsatte rettenormer for de forskellige opgaver i de forskellige fag på specifikke niveauer i vejledningen her:
Normer for skriftlig censur ved de gymnasiale uddannelser (pdf)
Ved norm forstås det antal opgaver/projekter, der rettes pr. time.
Ved en rettenorm på 2,5, vil en skriftlig censor modtage cirka 125 opgaver.
Ved en rettenorm på 2 vil en skriftlig censor modtage cirka 100 opgaver.
Ved en rettenorm på 1,5 vil en skriftlig censor modtage cirka 75 opgaver.
Når en underviser melder sig som skriftlig censor via sin institution, er det muligt at ønske ”dobbelt portion” opgaver, det vil sige en belastningsprocent på 200%. I det tilfælde vil ovenstående fortsat være gældende blot gange to.
Løn som skriftlig censor
Du bliver aflønnet for det antal opgaver, du har bedømt og voteret. Antallet af opgaver fremgår af dit allokeringsbrev. Det er din ansættelsesinstitution, der står for udbetaling af dit arbejde som skriftlig censor. Alle henvendelser angående aflønning skal derfor rettes til din ansættelsesinstitution.
Antallet af opgaver, du bliver allokeret til at bedømme, er bestemt ved den belastning, du bliver indberettet til af din institution og rettenormen i faget.
Information til skriftlige censorer
I vejledningen til skriftlige censorer finder du information om retteperioden, censormødet, bedømmelse samt anden information i relation til censur af de skriftlige prøver.
Vejledningen skal ses i sammenhæng med det tilsendte censorbrev, dit allokeringsbrev og eventuelt lærerens hæfte og bedømmelsesvejledning, hvis der er knyttet sådanne til den prøve, hvor du er censor.
Vejledning til skriftlige censorer (pdf)
Vejledningen er senest opdateret i maj 2024.
Sådan allokeres opgaven som skriftlig censor
Som beskikket eller allokeret skriftlig censor ved de gymnasiale prøver, vil din ansættelsesinstitution modtage dit beskikkelses- eller allokeringsbrev fra STUK, hvorefter institutionen skal videresende det til dig. Hvis du mener at mangle et beskikkelses- eller allokeringsbrev, skal du derfor kontakte din ansættelsesinstitution.
Selvom du har modtaget et beskikkelsesbrev, er du ikke sikret at få allokeret opgaver som skriftlig censor. Beskikkelsesbrevet er en hensigtserklæring om at benytte dig som skriftlig censor ved den pågældende termin, men behovet for skriftlige censorer varierer fra år til år og kendes først endeligt, når institutionerne har indberettet prøveplaner, cirka to måneder inden prøvedagen, hvorfor det ikke altid er muligt at allokere opgaver til alle beskikkede censorer.
Når du modtager et allokeringsbrev, betyder det, at du skal være skriftlig censor ved den forestående termin. Hvis der sker ændringer på de prøvehold, du er allokeret til at bedømme, vil du modtage et nyt allokeringsbrev med overblik over disse ændringer. Det er normalt, at der op til prøveperioden og i løbet af prøveperioden udsendes ændringsbreve til censorerne.
Find mere information til beskikkelsesbrevet eller allokeringsbrevet i vejledningen til skriftlige censorer.
Find kontaktoplysninger på den prøveafholdende institution
Besvarelser med delprøver er ikke anonymiseret i Netprøver, hvorfor du kan finde oplysninger på den prøveafholdende institution under prøveholdet i Netprøver.
Besvarelser uden delprøver er anonymiseret i Netprøver. Det betyder, at du ikke kan se navne på elever eller kursister samt oplysninger på den prøveafholdende institution. Ved behov kan du få udleveret oplysninger på den prøveafholdende institution ved at kontakte Netprøver support og oplyse prøveholds ID’et.
Netprøver support kan kontaktes på telefon: +45 70 21 21 50 eller ved at oprette en supportsag via dette link.
Frist for bedømmelse af opgaver
Bedømmelsesperioden og -fristen varierer afhængigt af terminen og faget, du er censor i, hvorfor fristen for den konkrete termin i det konkrete fag, vil fremgå af dit allokeringsbrev.
Fristen for afgivelse af karakterer i sommerterminen er dagen for afholdelse af censormødet. Hvis du er allokeret som censor til sommerterminen, er det obligatorisk at deltage i censormødet. Inden du forlader censormødet, skal du altså have afgivet karakterer til alle besvarelser, du er allokeret til at bedømme.
Fristen for afgivelse af karakterer i vinter- og sygeterminen fremgår af dit allokeringsbrev.
Mistanke om om snyd og plagiat
Vi henviser til følgende side på ministeriets hjemmeside om håndtering af snyd ved prøver.
Vejledninger om håndtering af snyd.