Hop til indhold

Børne- og Undervisningsministeren har mulighed for at godkende, at en institution med et særligt uddannelsesmiljø eller en bestemt faglig ekspertise kan udbyde en lokal studieretning. Lokale studieretninger er studieretninger, der ikke er defineret centralt i gymnasielovens bilag 1. 

Læs mere i lov om gymnasiale uddannelser (retsinformation.dk)

Lokale studieretninger godkendes kun for en tidsbegrænset periode.

Ansøgning om udbud af lokal studieretning

Hvert forår kan institutioner søge om muligheden for at udbyde en lokal studieretning. Ved ansøgningsprocessen 2024 kan man søge om udbud af lokale studieretninger fra skoleåret 2025/26.

Institutioner kan ansøge ved at sende en kort og fokuseret skiftlig ansøgning på ca. 2-3 sider. Ansøgningen skal adressere vurderingskriterierne for udbud af lokale studieretninger.

Ansøgninger skal sendes til lokalstudieretning@stukuvm.dk.

I 2024 er ansøgningsfristen for ansøgninger om udbud af lokale studieretninger til skoleåret 2025/25 den 27. juni 2024.

Vurderingskriterier

For at en ansøgning om udbud af en lokal studieretning kan godkendes, skal følgende kriterier være opfyldt: 

  • Der skal indgå studieretningsfag, som i antal og niveau svarer til principperne bag de centralt fastsatte studieretninger, som findes i gymnasielovens bilag 1.
  • Der skal være tale om udvikling af særlige lokale styrkepositioner eller studieretninger, der er så specialiserede, at de udelukkende bør udbydes et eller få steder i landet. 
  • Institutionen skal dokumentere et særligt uddannelsesmiljø eller en bestemt faglig ekspertise, som ikke findes eller umiddelbart vil kunne etableres på andre institutioner, og som vil give særligt gode muligheder for at udfolde den fagkombination, der ansøges om. 
  • Godkendelse af en lokal studieretning kan ikke alene begrundes i øget elevrekruttering eller efterspørgsel efter bestemte fag. 
  • Der skal være tale om en studieretning, som ikke indeholder profilstudieretningsfag fra en anden uddannelse – medmindre helt særlige lokale forhold gør sig gældende. Dette for at sikre de forskellige gymnasiale uddannelsers faglige profiler.

I vurderingen af ansøgningerne vil følgende desuden blive taget i betragtning:

  • Om studieretningen er særligt relevant ift. videreuddannelse inden for bestemte faglige områder
  • Om institutionen har indgået samarbejdsaftaler med relevante parter, der kan være med til at dokumentere en særlig faglig ekspertise (dokumenteres ved at angive medunderskrivere i ansøgningen). 
  • Om institutionen kan godtgøre en efterspørgsel og/eller et behov for et givent særligt studieretningstilbud
  • Afstand til lignende tilbud 
Sidst opdateret: 20. december 2024