Hvis du har planer om at etablere en ny efterskole eller en fri fagskole er der en række betingelser, der skal opfyldes for at få skolen godkendt til tilskud efter lov om efterskoler og frie fagskoler.

Nedenfor finder du nogle vigtige datoer, der skal overholdes, i ansøgningsforløb. Ministeriet har også lavet en uddybende vejledning til ansøgningsprocessen (pdf), hvis du har brug for mere information i forbindelse med din ansøgning. Bemærk, at vejledningen er fra 2013 og pt. ikke er fuldt opdateret. 

10-månedersfristen

Senest 10 måneder inden skolen ønsker at modtage tilskud, skal der fremsendes en ansøgning om tilskud.

Efterskoler og frie fagskoler kan kun godkendes til tilskud fra den 1. august. Derfor er 10-månedersfristen den 1. oktober.

Ansøgningen skal indeholde:

1. Datoen hvorfra den tilskudsberettigede virksomhed begynder

2. En projektbeskrivelse der indeholder:

  • hvilken form for skole der ønskes etableret
  • baggrunden for oprettelse af skolen
  • skolens profil, herunder hvilken undervisning der planlægges
  • baggrunden for skolens profil

3. Vedtægt for skolen

4. Udfyldt stamoplysningsskema

5. Referat af stiftende generalforsamling samt evt. andre generalforsamlinger/repræsentantskabsmøder

6. Referat af bestyrelsesmøder

7. Bestyrelsesformand og 2 bestyrelsesmedlemmers underskrift på, at alle skolekreds-/repræsentantskabsmedlemmer har indbetalt tilskud eller kontingent

8. Erklæring fra bestyrelsesmedlemmer vedr. habilitet

9. Matrikelkort

10. Kopi af købsaftale eller skøde vedrørende skolens bygninger og tilhørende arealer

11. Etableringsbudget og driftsbudget

12. Årsplaner, der indeholder samtlige kurser, der planlægges for det første år

13. Foreløbige indholdsplaner for alle kurser, der fremgår af årsplanen.

3-månedersfristen

Senest 3 måneder inden skolen ønsker at modtage tilskud skal der fremsendes:

1. Årsplaner og indholdsplaner, der er tilrettet i overensstemmelse med ministeriets anvisninger

2. Materiale til brug for beregning af forskud på tilskud, hvis skolen ønsker dette. 

En betingelse for at skolen kan modtage tilskud er, at ministeriet har modtaget en bankgaranti samt dokumentation for, at lokalerne er godkendt af brand-, bygnings- og sundhedsmyndighederne.

Du kan sende ansøgning om oprettelse af en ny fri kostskole til:

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K

Du kan også sende ansøgningen per e-mail til stuk@stukuvm.dk.

Sidst opdateret: 23. oktober 2018