Hop til indhold

I ICCS (International Civic and Citizenship Education Study) undersøges, hvordan skolesystemer, skoler og lærer i hele verden forbereder elever på deres fremtidige liv som samfundsborgere i deres land og i verden. I ICCS 2022 deltog 4.769 danske elever fra 8. klasse på 134 skoler.

Danske resultater i ICCS 2022

  • Danske elever ligger i undersøgelsen i top blandt de europæiske lande. De ligger på niveau med de svenske elever og over de norske. Eleverne fra Taiwan klarer sig som de eneste signifikant bedre end de danske elever.
  • Danske elever oplever den næststørste tilbagegang af alle lande siden ICCS 2016 på 30 point. Norge og Sverige går hhv. 35 og 15 point tilbage.
  • Danske piger scorer i gennemsnit 33 point mere end drengene i testen af elevernes færdigheder og kundskaber.
  • Danske elevers vurdering af klasserummets åbenhed for diskussion er meget positiv. Dog ses et fald i andelen af elever der oplever, at lærerne ofte opmuntrer dem til at tage stilling eller sige deres mening.
  • Relativt til andre de landes elever vurderer de danske elever både lærer/elev- og elev/elev-relationer meget positivt.
  • Relativt til de andre landes elever har danske elever mange samtaler med forældre og venner om politiske og sociale emner.
  • Danske elevers oplevelse af medindflydelse på egen skole er blandt den absolut laveste i undersøgelsen.
  • Danske elever udviser relativt til de andre landes elever lav interesse for demokratisk deltagelse på skolen.

Fakta om ICCS

ICCS er en international undersøgelse af 8. klasse elever, der gennemføres i regi af The International Association for the Evaluation of Educational Achievement (IEA). Danmark har tidligere deltaget i undersøgelsen i 2009 og 2016. ICCS 2022 blev gennemført af Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) ved Aarhus Universitet. Børne- og Undervisningsministeriet medfinansierede undersøgelsen med 50 procent.

ICCS fokuserer på den ene side på elevernes kundskaber og færdigheder på det samfundsfaglige område. På den anden side fokuserer undersøgelsen på elevernes holdninger, værdier og aktiviteter på skolen og i samfundet samt deres opfattelser af sig selv som borgere i samfundet.

Sidst opdateret: 9. oktober 2024