PISA (Programme for International Student Assessment) er en international undersøgelse af 15-årige elevers kompetencer inden for matematik, naturfag og læsning. I PISA 2022 er matematik hoveddomænet. 7.800 danske unge fordelt på 347 uddannelsesinstitutioner deltog i PISA 2022. Siden sidste PISA-undersøgelse i 2018 er de danske elever gået tilbage i matematik og læsning men har bibeholdt deres niveau i naturfag.
Eleverne er I PISA 2022 også blevet testet i de to domæner ”Kreativ tænkning” og Finansielle kompetencer”. Kreativ tænkning forstås som evnen til at få og udvikle originale og brugbare idéer i forhold til både formidling og problemløsning. Eleverne har eksempelvis skullet foreslå forskellige løsninger på samfundsproblemer. I Finansielle kompetencer testes elevernes forståelse af privatøkonomiske forhold, og om de kan træffe fornuftige og velbegrundede beslutninger om egen økonomi.
Hovedresultater
- Siden PISA 2018 er de danske elevers gennemsnit faldet i matematik og læsning, mens det er forblevet stabilt i naturfag. Den samme udvikling ses for OECD-landene som gennemsnit.
- De danske elever ligger over OECD-gennemsnittet i både læsning, matematik og naturfag og ligger omtrentligt samme sted i fordelingen af OECD-landene som i PISA 2018.
- I de øvrige nordiske lande ses en tilbagegang på niveau med eller større end den danske. De norske, finske og islandske elever er også gået tilbage i naturfag, mens de svenske og danske elevers resultater er stabile her.
- Både fagligt svage og fagligt stærke elever er gået tilbage i PISA 2022.
- I Danmark klarer drenge sig i gennemsnit bedre end piger i matematik og naturfag, mens piger klarer sig bedre i læsning.
- I Danmark forklares 12,2 procent af variationen i elevernes matematikresultater af deres socioøkonomiske baggrund. Det danske tal er på niveau med Finlands, lidt over Norges og under Sveriges. For OECD som helhed er tallet 15,5 procent.
- I gennemsnit angiver de danske elever at bruge digitale redskaber i 3,8 timer om dagen til læringsaktiviteter i skolen. Det er det højeste gennemsnit blandt alle deltagerlande.
- Danske drenge giver udtryk for at være betydeligt mere selvsikre i matematik end piger. Elevernes selvsikkerhed i matematik er faldet markant siden 2012, særligt blandt pigerne. En tilsvarende udvikling ses i forhold til andelen af elever, der giver udtryk for, at de føler sig nervøse og ængstelige i matematiktimerne.
- De danske elever klarer sig godt i kreativ tænkning. De scorer over OECD-gennemsnittet og på niveau med Finland og Estland. Danske piger er i gennemsnit bedre til kreativ tænkning end danske drenge.
- De danske elever ligger sig sammen med eleverne fra Belgien, Canada og Holland i top i testen af elevernes finansielle kompetencer, og dermed over OECD-gennemsnittet. De danske drenge klarer sig en smule bedre end de danske piger i finansielle kompetencer.
Fakta om PISA 2022
PISA (Programme for International Student Assessment) er en international undersøgelse af 15-åriges kompetencer i matematik, læsning og naturfag. PISA gennemføres af den internationale organisation OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development).
Undersøgelsen er blevet gennemført hvert tredje år siden år 2000, og Danmark har deltaget hver gang. PISA 2022 var oprindeligt PISA 2021 men blev udskudt et år på grund af Covid-pandemien.
I Danmark er PISA 2022 gennemført af et konsortium bestående af VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) og Danmarks Statistik med University College Lillebælt, VIA University College og Københavns Professionshøjskole som underleverandører.