Hop til indhold

Som departementschef er arbejdsdagen typisk travl, og derfor er det essentielt, at den forløber så glat som muligt. I Børne- og Undervisningsministeriet er Maries kerneopgave at sørge for netop det. Hun arbejder i Minister- og Ledelsessekretariatet, og som departementschefsekretær sekretær for departementschefen er hun ansvarlig for at styre hans kalender, deltage i møder hos ham og meget mere. Marie er også med til at ledelsesbetjene koncernledelsen samt direktionen og chefgruppen i departementet med blandt andet mødedagsordener og referater. Jobbet betyder, at Marie samarbejder med folk fra hele koncernen.

"I departementschefens forkontor har vi en bred kontaktflade med koncernen, både med medarbejdere og chefer, og den brede dialog med huset er en af de ting, jeg er gladest for ved mit job. Vi er en del af departementschefens ansigt udadtil i koncernen og et vigtigt bindeled mellem huset og ledelsen – og jeg tror på, at huset som helhed kan levere den bedste betjening af departementschefen og ministeren, hvis den dialog er god."

Marie startede sin karriere i ministeriet i Kontor for Dagtilbud og rykkede i februar sidste år videre til Minister- og Ledelsessekretariatet. Stillingen giver hende et særligt indblik i både det politiske og den administrative ledelse af ministeriet.

"Nærmest ingen dage er ens i en departementschefens forkontor, og det motiverer mig, at jeg sjældent ved fuldstændig, hvad dagen bringer, når jeg møder ind. Jeg får et unikt indblik i de politiske prioriteter og regeringsarbejdet, som mange først oplever senere i deres karriere."

 

Om Minister- og Ledelsessekretariatet

I Minister- og Ledelsessekretariatet betjener vi ministeren og departementschefen. Vi har ansvaret for forberede og følge op på ministerens og departementschefens møder, planlægning af besøg, bestilling af sager og mødemateriale i ministeriet. Ud over minister- og ledelsessekretærerne består kontoret også af et forhandlingsteam, ministerens taleskriver og studentermedhjælpere.

Sidst opdateret: 9. oktober 2024