William læser Kommunikation og it på Københavns Universitet og er ansat som studentermedhjælper i Center for Kommunikation og Presse i ministeriets departement.
Ministeriets kommunikationsafdeling har ansvaret for ministeriets hjemmeside, visuelle identitet, sociale medier og betjener både ministeren, departementet og ministeriets to styrelser.
Sammen med tre andre studentermedhjælpere i kommunikationsafdelingen er William ansvarlig for at lægge nyheder, politiske aftaler, love og meget andet indhold ud på ministeriets hjemmesider.
”Vi er sidste led, før indhold og nyheder bliver lagt ud på ministeriets hjemmeside, så vi skal være grundige og kvalitetsbevidste, når vi udfører vores opgaver. Studentermedhjælperne er kendte ansigter i ministeret, fordi det er os, medarbejderne skriver til, når der er indhold, som skal opdateres, og vi involverer os meget i indholdet for at se, om det lever op til vores standarder for brugervenlighed, og om designet stemmer overens med det eksisterende indhold.”
Som studentermedhjælper i kommunikationsafdelingen har man mange hatte på og hjælper både med den daglige opdatering af hjemmesiderne og med større formidlingsopgaver om fx nye politiske tiltag. Det er et stort arbejde at holde websiderne opdateret og sikre, at indholdet præsenteres bedst muligt. I kommunikationsafdelingen prøver man kræfter med en masse forskellige opgaver, der kan styrke ens faglige kompetencer og fremtidige karrieremuligheder.
”Der er mange kompetencer, man som ungt, nysgerrigt menneske kan lade sig inspirere af, og jeg har mulighed for at sparre med de fuldtidsansatte omkring både store og små opgaver samt generelle overvejelser om studie- og jobvalg.”
For William er det både de faglige arbejdsgange og det sociale miljø, der motiverer ham i sit arbejde.
”I det brede perspektiv motiverer det mig meget at arbejde i et politisk miljø og se de interne arbejdsgange i hjertet af et ministerium. I det lidt mindre perspektiv er det motiverende at være på en arbejdsplads, hvor man bliver mødt af søde kollegaer. Der er også gode vilkår som studerende, blandt andet stor fleksibilitet, hvis studiet presser.”
Om Center for Kommunikation og Presse
I Center for Kommunikation og Presse har vi ansvaret for den daglige pressebetjening af ministeren og hele koncernen samt den eksterne kommunikation via ministeriets hjemmeside og sociale medier. Vi varetager også grafiske opgaver i ministeret rådgiver om presse og kommunikation.