Dataetiske principper for brug af personoplysninger i folkeskolen
Undervisningssektoren bliver stadig mere digitaliseret. Det giver nye muligheder i undervisningen, der i højere grad kan bruge digitale læringsmidler, ligesom digitale læringsplatforme gør det muligt at følge den enkelte elevs indsats i skolen ved at indsamle data om skoleforløbet. Det kan blandt andet bruges til at målrette undervisningen til den enkelte elevs behov.
Mulighederne skærper samtidig behovet for at skabe tryghed hos elever og forældre i forhold til, hvordan kommuner og skoler håndterer data på folkeskoleområdet. Derfor er der også behov for at slå fast, at data om elever kun må indsamles, når det er sagligt, relevant og nødvendigt for opgaveløsningen.