Hop til indhold

Henvisning til et behandlings- og specialundervisningstilbud skal betragtes som en målrettet og afgrænset indsats, som imødekommer elevens specifikke behov, og som løbende justeres og tilpasses elevens faglige og sociale udvikling. 

Der kan kun henvises til et specialundervisningstilbud på et børne- og ungehjem i en anden kommune efter forudgående aftale med beliggenhedskommunen.

Forudsætninger for henvisning

Henvisning til et behandlings- og specialundervisningstilbud kræver: 

  • At barnet eller den unge har behov for støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling efter barnets lov 
  • At eleven har behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven 
  • At det pågældende tilbud vurderes at kunne imødekomme elevens behov bedst
  • At det pågældende tilbud er godkendt ved at have indgået en kvalitetsaftale med beliggenhedskommunen.

Pædagogisk-psykologisk vurdering

Det er en betingelse for henvisning til et behandlings- og specialundervisningstilbud, at der på baggrund af en PPV er truffet afgørelse om henvisning til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. 

Viser PPV’en, at eleven har behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, skal vurderingen indeholde et forslag til den nærmere ordning af specialundervisning og specialpædagogisk bistand.

Det er den kommune, hvor eleven aktuelt modtager sin undervisning, der er ansvarlig for den pædagogisk-psykologiske rådgivning. Det er derfor denne kommune, der skal udarbejde den PPV, som danner grundlag for afgørelsen om henvisning til et behandlings- og specialundervisningstilbud. 

 

Sidst opdateret: 20. december 2024