Hop til indhold

I 2018 blev omkring hver tredje elev i 8. klasse vurderet ikke-uddannelsesparat. Disse elever har dårligere forudsætninger for at afslutte folkeskolen med et resultat, der kan hjælpe dem videre til en ungdomsuddannelse.

Gennem tre forsøgsrunder bliver forskellige modeller for turboforløb for ikke-uddannelsesparate elever i 8. klasse derfor afprøvet i satspuljeprojektet ”Turboforløb for fagligt udfordrede elever”. Over 150 skoler har allerede deltaget i projektet, og erfaringerne er positive. Kommuner og folkeskoler kan nu tilmelde sig den tredje og sidste runde, som gennemføres i skoleåret 2018/2019.

Med satspuljeprojektet får eleverne mulighed for at deltage i et turboforløb af to ugers varighed med intensiv undervisning i dansk og matematik, der kan hjælpe dem op på samme niveau som deres klassekammerater. Det besluttes ved lodtrækning, om skolen skal gennemføre turboforløb eller være sammenligningsskole. På baggrund af de foreløbige resultater af de to første forsøgsrunder besluttes det, om alle indsatsskoler skal afprøve forløbet ”Dit liv, din læring” eller forløbet ”Strategier til læring”. I ”Dit liv, din læring” arbejder eleverne målrettet med personlige og sociale kompetencer, mens de i ”Strategier til læring” arbejder med læringsstrategier, arbejdsteknikker og -vaner, organisering, samarbejde og feedback. Efter forløbet modtager eleverne otte ugers opfølgning, så de kan opretholde deres gode udvikling.

Skoler, der deltog i projektet i skoleårene 2016/2017 og/eller 2017/2018, er velkomne til at tilmelde sig igen. Desuden er skoler, der deltog som sammenligningsskole i skoleåret 2016/2017, sikre på at kunne deltage som indsatsskole, hvis de tilmelder sig denne forsøgsrunde.

Undervisningsministeriet finansierer 80 procent af skolernes forventede udgifter i forsøget.

Deadline for tilmelding er den 7. september 2018.