Hop til indhold

Tilsynsplan 2018 blev udsendt den 2. maj 2018, og nu er også Tilsynsberetning 2017 klar. Den giver et samlet billede af det tilsynsarbejde, som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har gennemført i 2017.

Tilsynet i 2017 har som hidtil overvejende fulgt tre hovedspor, nemlig risikobaseret tilsyn, tematisk tilsyn og enkeltsagstilsyn. Det er et af styrelsens pejlemærker at videreudvikle et helhedsorienteret tilsyn, hvor det faglige, administrative og økonomiske tilsyn tænkes sammen i den enkelte tilsynsindsats.

Som noget nyt indeholder tilsynsberetningen indledende artikler, som går i dybden med forskellige aspekter af tilsynet.  Det drejer sig i år om følgende emner:

  • Frihed og folkestyre på de frie grundskoler
    Styrelsen har gennemført et styrket tilsyn med frie grundskolers overholdelse af frihed og folkestyre-kravet. Sagerne er omfattende og i nogle tilfælde alvorlige. Det har for visse skoler betydet bortfald af statstilskuddet og store tilbagebetalingskrav – med lukning til følge.
  • Tilsynet i retten
    Tilsynet er – ligesom anden offentlig forvaltningsvirksomhed – underkastet domstolskontrol. Tilsynet er dog sjældent i retten. Det sker dog – også efter dommene i Tvindsagerne. I nogle nyere retssager har domstolene afgjort principielle spørgsmål af almen interesse
  • Inddragelse af læringskonsulenterne i tilsynsarbejdet
    Styrelsens læringskonsulenter er tæt koblet til styrelsens tilsynsaktivitet. De afholder intensive, længerevarende rådgivningsforløb og bidrager derved til at forbedre skolernes evne til at håndtere deres organisatoriske og faglige udfordringer.