Hop til indhold

I august 2017 bragte B.T. en artikelserie, som satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt Al Quds Skole i København overholdt friskolelovens frihed og folkestyrekrav. På den baggrund indledte Styrelsen for Undervisning og Kvalitet et tilsyn med skolen.

Styrelsen har den 10. januar 2019 truffet afgørelse i sagen. I afgørelsen konkluderer styrelsen, at der ikke er grundlag for at vurdere, at skolen ikke lever op til frihed og folkestyrekravet. Styrelsen har imidlertid fundet, at skolen på andre punkter ikke har opfyldt friskolelovens regler.

Styrelsens tilsyn viser, at skolen har afholdt udgifter for 1,1 millioner kroner til en række rejser for elever og lærere til Saudi Arabien og til personalerejser til Istanbul og Marrakech. Det er styrelsens vurdering, at disse rejser – som er foregået i skolens ferier, og som det har været frivilligt at deltage i – overvejende har været af social karakter og ikke haft et relevant skole- eller undervisningsmæssigt formål. Derfor er skolens udgifter til rejserne i strid med friskolelovens bestemmelser om, at skolens midler alene må komme dens skole- og undervisningsvirksomhed til gode.

Styrelsens afgørelse indeholder også påbud om, at skolen skal sikre, at der ikke forekommer inhabilitet i fremtidige ansættelsessager, og at undervisningsplaner i den praktiske/musiske fagblok skal opfylde friskolelovens krav.