Hop til indhold

Fra 2018 og frem til 2021 er det muligt at søge tilskud fra en årlig pulje på 25 millioner kroner til projekter, der kan øge motivationen og deltagelsen i almen og erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.

Pengene kommer fra trepartsaftalen om voksen-, efter- og videreuddannelse fra oktober 2017 og går til opsøgende indsatser, der er målrettet udfordringer med kvalificeret arbejdskraft på det danske arbejdsmarked.

Undervisningsministeriet har besluttet at forlænge ansøgningsfristen for ansøgning om midler fra puljen til opsøgende arbejde i 2019. Forlængelsen af ansøgningsfristen sker med henblik på at modtage så mange kvalificerede ansøgninger som muligt til puljen.

Den nye ansøgningsfrist for at søge puljen er torsdag den 21. februar 2019 kl. 12.00.

Fakta om puljen

Formålet med puljen er, at:

  • arbejdsmarkedets parter i fællesskab og gennem opsøgende arbejde løfter en informations-, vejlednings- og rådgivningsrolle i forhold til private og offentlige virksomheder med særlig fokus på de ufaglærte og faglærte beskæftigedes grundlæggende og erhvervsrettede kompetencer
  • flere private virksomheder og offentlige institutioner og deres medarbejdere får kendskab til vilkår, rettigheder og muligheder for undervisning i basale færdigheder (FVU og OBU) og/eller opnår erhvervsrettede kvalifikationer
  • flere medarbejdere med utilstrækkelige basale færdigheder begynder på undervisning, og/eller flere ufaglærte og faglærte påbegynder erhvervsrettet efter- og videreuddannelse.