Den skriftlige prøve i spansk begyndersprog A på stx vil fremover bestå af to delprøver, som eksaminanderne skal løse i hånden på papir. Det sker, efter et forsøg med den nye prøveform nu er blevet permanentgjort.
Prøveformen gælder fra og med skoleåret 2025/26 for alle elever, der modtager undervisning i spansk begyndersprog A på stx. Landets gymnasiale institutioner kan dog frivilligt vælge, at deres 3.g-elever allerede ved sommerterminen 2025 skal aflægge den nye skriftlige prøve.
Den nye skriftlige prøve blev udviklet for at imødekomme de store udfordringer med snyd med digitale hjælpemidler, som særligt fremmedsprogsfagene møder. Erfaringer fra forsøget var positive og viste, at prøveformen både modvirker snyd og gavner elevers egen sprogproduktion. Eleverne fik således et bedre fundament for selv at konstruere sætninger, og prøveformen understregede nødvendigheden af at kunne gloser og grammatik for at kommunikere på et begyndersprogniveau. Derfor foreslås prøveformen nu udbredt til yderligere fire sprogfag.
Børne- og Undervisningsministeriet har igangsat en høring med henblik på, at også fagene fransk begyndersprog A på hhx og stx, italiensk A på stx og spansk begyndersprog A på hhx får nye læreplaner og dermed den nye skriftlige prøveform.
Høringen har frist den 6. januar 2025. De nye læreplaner vil gælde fra og med skoleåret 2025/26 for alle elever, der undervises i faget. Det betyder, at den første store prøveaflæggelse efter de nye læreplaner vil foregå i sommeren 2026.
Tilgå høringen (hoeringsportalen.dk)
Om de nye skriftlige prøver
Den nye skriftlige prøve består af to delprøver, som eleverne skal løse i hånden. Eleverne får først udleveret en delprøve på papir med opgaver, som de skal løse uden hjælpemidler. Der er her fokus på det helt grundlæggende sprogmæssigt, fx tekstforståelse og alment ordforråd.
Efter højst halvanden time afleverer de besvarelsen og får udleveret anden delprøve. Her har eleverne tre timer til at skrive en sammenhængende besvarelse om et emne på ca. 250 ord.
Eleverne får ved anden delprøve stillet en grammatikoversigt til rådighed, som de kender fra undervisningen, samt en ordliste, som hører til det specifikke prøvesæt. Oversigten er fælles for alle elever og kan sammenlignes med en formelsamling til matematik – bare til spansk eller andre sprogfag.