Hop til indhold

Det har længe været en ambition at tiltrække unge elever til erhvervsuddannelserne og dermed skabe gode uddannelsesmiljøer for de unge. Men nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser nu, at mange unge begynder på deres erhvervsuddannelse på små hold med få jævnaldrende klassekammerater.

Det kan gøre det svært at etablere gode sociale miljøer på erhvervsuddannelserne, da en afgørende forudsætning for et attraktivt ungemiljø er en vis volumen af unge elever; flere elever på samme alder skal gerne være samlet på samme sted.

Konkret viser de nye tal, at næsten en fjerdedel af erhvervsskoleafdelingerne optog under 20 elever i 2023 på grundforløb 1, som elever fra grundskolen begynder på, og som har til formål at give de unge indblik i forskellige fagområder og brancher, inden de unge skal vælge en uddannelse. Til sammenligning var der for stx ikke en eneste offentlig skole, der optog under 20 elever i 2023. 56 procent af erhvervsskolerne optog under 50 elever, mens det for stx var cirka to procent, viser tallene.

”Vi ved, at et godt socialt miljø er afgørende for de unge, når de skal vælge ungdomsuddannelse. Tallene her peger på, at vi i dag ikke formår at skabe vilkår for det på alle uddannelser. Det er et problem. For så er der måske nogle unge, der i dag vælger en uddannelse, der ikke passer helt til dem, men hvor de er sikret at gå i skole med mange andre unge, og hvor der er fredagsbar og gode fester. Det betyder, at vi i dag faktisk ikke har skabt et reelt uddannelsesvalg for de unge. Det er ikke nogen hemmelighed, at regeringen arbejder på at etablere en ny ungdomsuddannelse. En af de vigtigste formål med den er at skabe attraktive sociale ungdomsmiljøer for unge i hele landet, uanset hvilken uddannelse de vælger,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Figur 1 Antal afdelinger med udbud af grundforløb 1 hhv. stx Fordelt efter størrelse, 2023

Opgørelsen er baseret på tilgangen af elever i 2023. Et udbud er defineret som en afdeling med optag af elever på Grundforløb 1 eller stx i løbet af 2023. Der var i 2023 161 afdelinger med optag på grundforløb 1 og 139 afdelinger med optag på stx. Kun elever på hhv. Grundforløb 1 og stx tæller med i opgørelsen. Private gymnasier indgår ikke i figuren.

Anm.: Opgørelsen er baseret på tilgangen af elever i 2023. Et udbud er defineret som en afdeling med optag af elever på Grundforløb 1 eller stx i løbet af 2023. Der var i 2023 161 afdelinger med optag på grundforløb 1 og 139 afdelinger med optag på stx. Kun elever på hhv. Grundforløb 1 og stx tæller med i opgørelsen. Private gymnasier indgår ikke i figuren (Kilde: Uddannelsesstatistik.dk).

De nye tal viser derudover, at gennemsnitsalderen på erhvervsuddannelserne ligger på 25,3 år og dermed er 8 år højere end på stx, hvor den er på 17,3 år. Samtidig varierer gennemsnitsalderen på erhvervsuddannelserne både inden for de enkelte uddannelser og mellem forskellige uddannelsesgrupper.