I disse dage kører studentervognene på gader og landeveje. Unge med hue på hovedet, høj bas på anlægget og ofte med promiller i blodet. Og hver sommer klapper vi af de smukke unge mennesker. Men hvad er det egentlig vi klapper og dytter og smiler ad?
Nogle klapper måske, fordi de tænker tilbage på deres egen gymnasietid. Andre, vil bare sige tillykke med studenterhuen. Men jeg tror også, vi er mange, der klapper ad noget mere. Noget dybere. Vi klapper ad velfærdsamfundet.
Det moderne gymnasium er et billede på, hvad der er lykkedes i velfærdssamfundets uddannelsespolitik siden den gamle elitære latinskole og Lektor Blommes dage. I dag er gymnasiet en folkelig og landsdækkende uddannelse. Studentervognene er et billede på velfærdssamfundets ambitioner om lighed, almen dannelse og bred adgang til videnskabens indsigter.
Men gymnasiet står også over for nye udfordringer. Kunstig intelligens, polarisering og nye geopolitiske brudflader rejser spørgsmål om hvordan gymnasiet i fremtiden lever op til sin formålsparagraf om at “forberede eleverne til videregående uddannelse, herunder at de tilegner sig almendannelse.”
Lommeregneren har ikke fjernet behovet for grundlæggende matematikfærdigheder. Wikipedia har ikke fjernet behovet for paratviden. Og på samme måde, tror jeg ikke, ChatGPT vil fjerne behovet for at kunne formulere sig selvstændigt på skrift. Tværtimod. Jeg er ikke modstander af ny teknologi i gymnasiet. Men vi skal forstå, at teknologi ikke kan erstatte grundlæggende færdigheder og respekt for videnskab. Jeg frygter ikke en fremtid med kloge maskiner. Jeg frygter en fremtid med dumme mennesker.
Gymnasiets kulturfag står også over for nye udfordringer. I en samtid der er præget af social og kulturel splittelse, har vi behov for at fokusere mere på det, som samler os. Studentereksamen handler også om at få en dybere indsigt i vores historiske og kulturelle rødder og dermed evne til at navigere i en samtid med migration, ekkokamre og tiltagende kulturkamp i de vestlige samfund.
Her hjælper det både den enkelte og samfundet, at mange unge har mødt Pelle Erobreren og været med på Karen Blixens afrikanske farm. At de har lært om græske bystater, biologiske processer og løst komplicerede ligninger. Alle kan ikke være lige gode til det hele. Men det handler om, at de i det mindste er blevet præsenteret for de store forfattere eller matematikkens grundlæggende principper. At studenterne kan reflektere og sætte deres viden i sammenhæng med det, der er omkring dem. Så de kan bygge bro mellem viden og det fælles bedste.
De unge, der vælger gymnasiet skal kunne have tillid til, at de mødes af et forholdsvist højt niveau. Det vil jeg gerne fastholde - også selvom jeg ved, at nogle af de gymnasieelever, der har lave karakterer med fra folkeskolen, i forvejen har svært ved at følge med. Vi må ikke ende der, hvor vi sænker niveauet, fordi det faglige niveau i dag spænder meget bredt. Tværtimod.
I første omgang vil de nye gymnasieelever allerede fra august møde en ny undervisning i matematik. Her vil der blive lagt vægt på at øge elevernes indsigt i fagets grundlæggende discipliner og lidt mindre på at kunne fodre en computer med informationer og lade den gøre arbejdet. På lidt længere sigt kan der også være behov for at se mere generelt på, hvordan vi styrker det faglige niveau i gymnasiet. Reformkommissionen vil øge antallet af fag på A-niveau. Andre har ønsket en oprydning i studieretningerne. Og i Regeringen ser vi på at hæve adgangskravet til gymnasiet. Det er alt sammen diskussioner, jeg forventer, der vil være i fuld gang når vi klapper ad studentervognene til næste år.