Hop til indhold

Regeringen ønsker derfor at reducere den statslige administration med 1.000 årsværk det første år og følge op med endnu flere i de efterfølgende år. Midlerne omprioriteres til bedre velfærd i blandt andet kommunerne.

Regeringen har allerede taget en række skridt mod at frisætte den offentlige sektor, blandt andet med Folkeskolens Kvalitetsprogram, men der er brug for en yderligere sanering og begrænsning af statslige kontrol- og tilsynsopgaver. Regeringen ønsker derfor at gennemføre yderligere tiltag, der blandt andet bidrager til at reducere det statslige tilsynstryk og understøtter kommuners arbejde med administrationsbesparelser, så mere tid går med velfærdsopgaver, og mindre tid går med bureaukrati.

På Børne- og Undervisningsministeriets område foreslår regeringen nu en række konkrete tiltag om opgavebortfald, der skal udmønte ambitionen om færre statslige medarbejdere.

Konkret foreslår regeringen blandt andet en afvikling af det særskilte statslige tilsyn med folkeskolen, ligesom antallet af sektorrettede læringskonsulenter reduceres mærkbart. Herudover foreslår regeringen en sanering i råd og statsinstitutioner samt nedlukning af it-systemer og øvrige forenklinger og tilpasninger.

”Når vi beder kommuner og regioner om at skære ned på bureaukratiet, er det rimeligt, at vi også i staten løbende forholder os til, hvilke opgaver statsadministrationen skal varetage – og på hvilket niveau. Vi foreslår blandt andet at skære i en række statslige tilsyn, særligt på folkeskoleområdet, hvor der allerede er et kommunalt myndighedsansvar. Jeg vil indkalde partierne til møde om regeringens oplæg på Børne- og Undervisningsministeriets område inden længe”, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

 

Oversigt over politisk prioriteret opgavebortfald på BUVM’s område

Regeringen foreslår konkret, at følgende opgaver på Børne- og Undervisningsministeriets område bortfalder:

  • En række statslige tilsyn på folkeskoleområdet, herunder
    • Kvalitetstilsyn på folkeskoleområdet (almen- og specialområdet)
    • Tilsyn med regionale specialundervisningstilbud
    • Tilsyn med kvalitetsaftaler med behandlings- og specialundervisningstilbud og børne- og ungehjem
  • Tilsynet med kommunale internationale grundskoler
  • Tilsyn med målsætning om lærepladsaftaler på erhvervsskoler
  • Udpegningen af folkeskoler med bekymrende kvalitet
  • Statsligt tilsynsrejsehold på dagtilbudsområdet
  • Reduktion i antallet af BUVM’s læringskonsulenter
  • Nedlæggelse af Rådet for Børns Læring
  • Nedlæggelse af Dansk Center for Undervisningsmiljø – delvis overførsel af opgaver til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet mv.
  • Harmonisering af regler om elevers klageadgang i BUVM på det gymnasiale område
  • Forenkling af vedtægtsområdet gennem anvendelse af standardvedtægter og mindre tilsyn
  • Afskaffelse af EASY-P og omlægning af lærepladstilskud til erhvervsskoler
  • Nedlæggelse af IT-systemer, herunder EDUP og Fælles Mål
  • Overdragelse af drift af hjemmesider til Statens It
  • Bortfald af midler til ”Viden til Praksis” (dagtilbudsområdet) og faglighedsindikatorer (gymnasieområdet)