Børne- og Undervisningsministeriet offentliggør nu resultaterne af folkeskolens prøver, som gennemføres på alle landets prøveafholdende grundskoler.
Elevernes samlede karaktergennemsnit ved folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse i skoleåret 2023/2024 er på 7,5. Opgørelserne af de enkelte prøver viser bland andet, at karakterniveauet i de enkelte bundne prøver i 9. klasse i skoleåret 2023/2024 generelt er på niveau med året før.
Dog får eleverne samlet set lidt lavere karakterer i de skriftlige prøver i matematik og i de skriftlige delprøver i læsning og retskrivning. Omvendt er karakterniveauet steget svagt i skriftlig fremstilling i dansk og fællesprøven i fysik/kemi, biologi og geografi.
”Alt for mange elever forlader folkeskolen uden at have bestået afgangseksamen. For at flere kan bestå er det afgørende, at vi sætter ind i dansk og matematik. For hvis man kæmper med de fag, så kan man også få problemer andre steder. Derfor har vi i folkeskoleaftalen blandt andet afsat 500 millioner kroner til at hjælpe de elever, der har sværest ved de to fag. Og så har vi oprettet en pulje på knap 40 millioner kroner til at efteruddanne læse- og matematikvejledere i de kommuner, der har mest brug for det,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Figur 1. Karaktergennemsnit ved folkeskolens afgangseksamen 9. klasse
Note: Gennemsnittet i folkeskolens afgangseksamen udregnes for elever i 9. klasse med en karakter i alle obligatoriske prøver efter 9. klassetrin. Elever i specialklasse og privatister indgår ikke. Fra og med 2021/2022 indgår også prøvekarakteren fra det praktisk/musiske valgfag på 8. klassetrin i gennemsnittet. *De indberettede prøvekarakterer fra 2020/2021 og 2021/2022 bygger på en kombination af prøvekarakterer og ophøjede standpunktskarakterer.
Samlet set er karakterniveauet i de skriftlige delprøver i dansk (med undtagelse af skriftlig fremstilling) og matematik i 9. klasse i både skoleåret 2022/2023 og 2023/2024 på et betydeligt lavere niveau end skoleåret 2018/2019, som var seneste år før 2022/2023, hvor prøverne blev afholdt uden særlige regler.
Skoleåret 2023/2024 er andet skoleår siden 2018/2019, hvor prøverne i grundskolen er afviklet uden særlige regler for prøveafholdelse og karaktergivning som følge af covid-19-situationen. Generelt er de adgangsgivende karaktergennemsnit blandt 9. klasseeleverne på niveau med året før, men lavere end de år, hvor de særlige regler har været gældende.
Nye indsatser på vej til løft af elever med udfordringer i dansk og matematik
Aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram af 19. marts 2024 har blandt andet til formål at fremme motivation og læring i udskolingen fremadrettet. Derfor rummer aftalen også en styrket indsats for de mest udfordrede elever i dansk og matematik. Ambitionen med aftalen er netop at løfte elever, der har udfordringer med at læse, skrive og/eller regne.
Med aftalen afsættes 500 millioner kroner årligt til indsatser for de cirka 10 procent af eleverne pr. skole, der har de største udfordringer i dansk og/eller matematik. Det skal være med til at skabe stærke inkluderende læringsmiljøer på almene folkeskoler og bremse den nedadgående tendens i de to fag. Initiativet bliver igangsat fra efteråret 2024.
Med Aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram er det desuden aftalt at reducere antallet af obligatoriske prøver i udskolingsårene fra otte til seks. Det sker ved, at ændre mundtlig engelsk fra at være en bunden prøve til en udtræksprøve og ved at reducere antallet af udtræksprøver fra to til én. Ændringen træder i kraft fra skoleåret 2025/2026.
Samtidig afsætter regeringen 39,9 millioner kroner til efteruddannelse af flere læse- og matematikvejledere i de 20 kommuner, der har den højeste andel af elever i folkeskolen, som ikke består dansk og matematik ved folkeskolens afgangseksamen. Midlerne fordeles i de 20 kommuner ud fra kommunernes børnetal.
Tabel 1: Karaktergennemsnittet i de bundne prøver i 8. og 9. klasse
Elever i 8. og 9. klasse, frasorteret elever i specialklasse og privatister
Note: I beregningen af samlet gennemsnit i bundne 9. klasseprøver indgår en vægtning af delprøverne i skriftlig dansk og skriftlig matematik, så de hver især vægter som 1 prøvekarakter. *De indberettede prøvekarakterer fra 2019/2020 bygger på elevernes ophøjede standpunktskarakterer grundet aflysningen af folkeskolens prøver.
**De indberettede prøvekarakterer fra 2020/2021 og 2020/2021 bygger på en kombination af prøvekarakterer og ophøjede standpunktskarakterer.
Kilde: Indberettede karakterer til Styrelsen for It og Læring.
Note: *Prøven i det praktisk/musiske valgfag har været aflyst i 2020/2021 og 2021/2022. Prøvekaraktererne udgøres derfor af elevernes ophøjede standpunktskarakterer i disse år.
Kilde: Indberettede karakterer til Styrelsen for It og Læring.
Om karaktererne ved folkeskolens afgangseksamen
Fra skoleåret 2017/2018 indførtes folkeskolens afgangseksamen med tilhørende obligatoriske prøver. Elever, der opnår et gennemsnit på 2,0 eller mere i de otte obligatoriske prøver, består afgangseksamen og har retskrav til optagelse på en ungdomsuddannelse.
Som følge af covid-19-situationen og dennes påvirkning på elevernes undervisning har prøverne i grundskolen i skoleårene 2019/2020-2021/2022 været underlagt særlige regler. Analyser af prøvekarakterer og adgangsgivende gennemsnit fra disse skoleår bør derfor tolkes med varsomhed. Eventuelle udviklinger i karakterniveauet i denne periode med tidligere/senere skoleår kan derfor heller ikke tolkes som et udtryk for en udvikling i elevernes faglige niveau.