17 kommuner er nu i gang med at implementere de nye onlineundervisningstilbud. I nogle kommuner er onlineundervisningstilbuddet allerede klar til at modtage de første elever.
”Skolen skal være for alle. Også dem, der har svært ved at være fysisk tilstede. Derfor laver vi nu forsøg med onlineundervisning. Vi skal undersøge, om det kan få flere elever med i fællesskabet. Jeg er glad for, at kommuner på tværs af landet er med til at gøre os klogere på området. Nu skal vi se, hvad der virker. Og hvordan vi får flere elever tilbage i klasselokalet,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Deltagende kommuner
Alle landets kommuner har frem til 3. marts 2025 haft mulighed for at søge om at være med i forsøgsordningen med onlineundervisning.
Om forsøg med onlineundervisning
Forsøget er en del i aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram fra marts 2024. Forsøget går i gang i starten af 2025 og afsluttes med udgangen af 2028.
Forsøget giver deltagerkommunerne mulighed for at fravige enkelte regler i folkeskoleloven, som gør det muligt at oprette et kommunalt onlineundervisningstilbud, der kan gå på tværs af skoler og kommuner.
Formålet med forsøget er:
- at afprøve kommunale onlineundervisningstilbud, hvor elever med langvarigt bekymrende fravær får undervisning, trænes i at deltage i et socialt fællesskab og oplever en skolehverdag.
- at kommunale onlineundervisningstilbud i kombination med andre pædagogiske, sociale og sundhedsmæssige indsatser understøtter, at elever med langvarigt bekymrende fravær hurtigere vender tilbage til den fysiske undervisning i deres klasse.
- at få viden om, hvorvidt og hvordan kommunale onlineundervisningstilbud i kombination med andre pædagogiske, sociale og sundhedsmæssige indsatser kan understøtte, at elever med langvarigt bekymrende fravær får undervisning, trænes i at deltage i et socialt fællesskab og oplever en skolehverdag, samt at eleverne vender tilbage til den fysiske undervisning i deres klasse.
Senest i 2029 præsenteres folkeskoleforligskredsen for erfaringerne fra forsøget og tager stilling til, om der skal foretages lovændringer på baggrund heraf.