Hop til indhold

2025 markerer Skriverprisens 30-års jubilæum, og nu kan forlag og forfattere indstille værker til årets pris. Vinderen offentliggøres den 7. november 2025 på Bogforum.

Prisen blev uddelt første gang i 1995 til Esther Skriver for bogen Mads og Mie – og mange stærke værker har siden modtaget hæderen. Skriverprisen er med til at skabe synlighed om den litteratur, som er vigtig for læsesvage i alle aldre. 

Tre værker bliver nomineret til Skriverprisen 2025, og det er skriverprisudvalget, som udpeger de nominerede. 

Indstilling af værker til Skriverprisen 2025

Forlag og forfattere kan indstille ét eller flere værker til årets skriverpris. Både fysiske og digitale udgivelser kan komme i betragtning, så længe de opfylder følgende kriterier:

  • Udgivelsesperiode: Værket skal være udkommet i perioden 13. juni 2024 – 12. juni 2025
  • Målgruppe: Læsesvage børn, unge eller voksne
  • Sprog: Værket skal være på dansk
  • Genre: Skønlitteratur eller faglitteratur
  • Kvalitet: Høj litterær og layoutmæssig kvalitet samt let forståeligt sprog
  • Format: Serien eller et helt forfatterskab kan også indstilles, hvis det inkluderer et værk udgivet i perioden

Bemærk: Oversatte værker samt undervisningsbøger er ikke omfattet. 

Sådan indstiller I værker

Hvis I som forlag eller forfattere ønsker at indstille et værk, en serie eller et helt forfatterskab til Skriverprisen, skal I sende syv eksemplarer af hvert værk inden den 12. juni 2025.

Indstilling skal sendes til:

Sisse Mai Fogh
sisse.mai.fogh@stukuvm.dk
Børne- og Undervisningsministeriet
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
Teglholmsgade 1
2450 København SV
Mrk. Skriverprisen