Hvordan bliver hverdagen for elever på den nye gymnasieuddannelse epx? Det skal en ny ekspertgruppe nu komme med deres bud på. Ekspertgruppen er nedsat som en del af aftalen om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse fra februar i år.
Konkret har ekspertgruppen til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan teoretisk viden og praktiske færdigheder kan anvendes sammen i undervisningen på epx og hvilke fag, faglinjer og prøveformer, der skal være på uddannelsen.
Ekspertgruppen skal samtidig komme med anbefalinger til, hvordan indholdet på epx kan forberede eleverne til videre uddannelse. Og så skal ekspertgruppen komme med anbefalinger til, hvordan epx kan bidrage til elevernes udvikling og dannelse.
”Gymnasiet skal åbne dørene for mange flere unge. Op mod 10.000 flere vil møde ind om morgenen på det lokale gymnasie. Vi planlægger at åbne dørene for den nye gymnasieuddannelse, epx, fra sommeren 2030. Her vil de møde en blanding af boglig og praktisk undervisning. Og de vil få et par år til at blive mere afklarede i deres uddannelsesvalg i et stærk ungdomsmiljø. Det er en stor og meget vigtig opgave ekspertgruppen har fået. Og jeg ser derfor meget frem til at modtage ekspertgruppens anbefalinger”, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
”Det bliver en svær men også spændende opgave. Unge er forskellige og kræver derfor også noget forskelligt af undervisningen. Alle skal mødes med høj faglighed, få motivation og opleve ungefællesskaber. Nu er epx rammen, som vi i ekspertgruppen skal fylde med indhold, så de unge både får et godt uddannelsesforløb og et fundament for at komme godt videre”, siger formand for ekspertgruppe for indhold i epx Trine Ladekarl Nellemann, rektor Vestskoven Gymnasium
Ekspertgruppen består af:
- Trine Ladekarl Nellemann, rektor, Next Vestskoven Gymnasium (Formand)
- Anja Østergaard Jensen, leder, 10. Klasse Center Skive
- Anya Eskildsen, adm. direktør, Niels Brock
- Allan Kruse, direktør, Svendborg Erhvervsskole
- Camilla Wang, rektor, Professionshøjskolen Absalon
- Jan Bjørn, rektor, Politiskolen
- Mads Haugbølle Behrendsen, formand, Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO)
- Naia Wandel Jacobsen, underviser og koordinator for simulation som pædagogisk metode, SOSU H
- Pernille Brøndum, rektor, Nordvestsjællands HF og VUC
- Ruth Birgitta Funder, rektor, Haderslev Katedralskole
- Steen Enemark Kildesgaard, rektor, Københavns Erhvervsakademi
- Stefan Hermann, adm. direktør, LIFE-Fonden
- Thomas Jørgensen, uddannelsesleder, Maribo Gymnasium
Ekspertgruppe for indhold i epx skal afrapportere senest 1. december 2025. Ekspertgruppens anbefalinger udgør afsættet for de politiske forhandlinger om epx-uddannelsens indhold og struktur og efterfølgende udarbejdelse af lovforslag.
Læs kommissoriet
Om epx
Regeringen, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti indgik i februar i år en Aftale om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse
Epx er en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse, som skal slå dørene op i 2030. Uddannelsen bliver en toårig gymnasieuddannelse med mulighed for en etårig overbygning.
Aftalen skal sikre, at alle unge efter grundskolen får mulighed for at begynde på en uddannelse i nærheden af, hvor de bor, hvor der er et stærkt ungdomsmiljø, og som holder alle døre åbne til videre uddannelse.