Hop til indhold

I år har knap 60.000 elever søgt videre på en ungdomsuddannelse efter 9. eller 10. klasse. Tallene viser, at eleverne har søgt på samme måde som sidste år.

20 procent af eleverne har søgt videre på en erhvervsuddannelse, mens cirka 73 procent har søgt ind på en af landets gymnasiale uddannelser, stx, hf, hhx og htx. De resterende syv procent har angivet forberedende grunduddannelse (fgu), særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu), udlandsophold, højskole eller andet.

”Gymnasiet er fortsat et populært valg blandt mange unge. Derfor er jeg glad for, at vi for nylig har besluttet at oprette en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse (epx), som åbner døren til gymnasiet for omkring 10.000 flere unge hvert år. Dermed får markant flere mulighed for et par år i et godt socialt gymnasiemiljø på en skole, som holder døren åben for videre uddannelse,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye. 

Små forandringer i søgemønstre til erhvervsuddannelserne

Kigger man nærmere på søgningen til landets erhvervsuddannelser ses der sammenlignet med sidste år et lille fald i andelen af ansøgere fra grundskolen til erhvervsuddannelser inden for hovedområderne kontor, handel og forretningsservice samt fødevarer, jordbrug og oplevelser. Omvendt ses der en lille stigning i søgningen inden for hovedområderne for omsorg, sundhed og pædagogik samt teknologi, byggeri og transport.

Ud af alle ansøgerne er der fortsat flest, der søger stx. Andelen, der søger hhx, har været stigende de seneste år, men er i år på niveau med sidste år. Andelen, der søger hf, er faldet en smule, men er i år på niveau med 2022. Andelen, der søger en htx, har været faldende over de seneste år, men er i år på niveau med sidste år.

”Jeg er særligt glad for, at søgningen til htx ikke er faldet i år. Færre og færre elever har desværre søgt ind på htx de seneste år. Samtidig ved vi, at nogle områder i landet vil opleve et kraftigt fald i antallet af unge, fordi der bliver født færre børn. Derfor er jeg bekymret for, at den tekniske gymnasieuddannelse er en af dem, som risikerer at forsvinde helt fra landkortet i nogle områder, hvis ikke vi giver mulighed for at tænke den sammen med de øvrige gymnasieuddannelser. Fremtiden er, at vores gymnasiale uddannelser i højere grad samles under samme tag. Og her er det vigtigt, at de unge stadig har mulighed for at tage en gymnasieuddannelse med en stærk teknisk identitet,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Lige over 30.000 elever i 9. klasse har søgt videre i 10. klasse. Det er ét procentpoint lavere end sidste år. Størstedelen af eleverne - knap 68 procent - har søgt 10. klasse på en efterskole, mens knap 19 procent har søgt 10. klasse på en folkeskole. Søgningen til 10. klasse på folkeskoler har været faldende de seneste år.

Om søgetallene

Datagrundlaget for 2025 består af de ansøgninger, som ansøgerne har givet 1. prioritet, og er hentet fra Optagelse.dk lige efter ansøgningsfristen den 1. marts 2025 kl. 12.

I 2025 har knap 60.000 elever søgt ind på en ungdomsuddannelse fra 9. eller 10. klasse, mens lige over 30.000 elever har søgt videre i 10. klasse fra 9. klasse.