Bekendtgørelsen for juniormesterlære er nu på plads. Fra skoleåret 2025/2026 får elever i 8. og 9. klasse mulighed for at tage en del af deres skolegang i juniormesterlære. Ordningen giver dem mulighed for at tilbringe én til to dage om ugen på en virksomhed, en erhvervsuddannelse, en FGU-institution eller en kommunal ungdomsskole. De øvrige dage modtager de undervisning i folkeskolen med et reduceret antal fag – som minimum dansk og matematik.
“Vi må erkende, at der er i dag sidder nogle elever i de ældste klasser landet over, som reelt bare glor ud ad vinduerne. Fordi de har mistet motivationen. Nu giver vi dem en mulighed for en hverdag, de glæder sig til at stå op til. Hvor de får praktisk erfaring, mens de afslutter folkeskolen. Vi har allerede gode erfaringer fra forsøg med en lignende ordning. Derfor ser jeg meget frem til, at de første elever starter i juniormesterlære efter sommerferien,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Det vurderes, at ca. 5 procent af en årgang vil vælge juniormesterlære. Det er regeringens ambition, at juniormesterlære bl.a. vil være medvirkende til, at flere består folkeskolens afgangsprøver. I 2024 var det hver ottende elev, der ikke opnåede mindst 02 i både dansk og matematik i 9. klasse. Op imod 1 ud af 6 afsluttede 9. klasse uden at leve op til kravene for at blive optaget på en erhvervsuddannelse. De første elever, der kan få en afgangseksamen med juniormesterlære, er 9. klasseeleverne i skoleåret 2025/2026.
Kommunerne får frihed til at skræddersy ordningen, så den passer til lokale behov. De kan blandt andet beslutte, om eleverne skal samles i én klasse og indgå samarbejder med det lokale erhvervsliv om gode praktikforløb. Skolelederen er ansvarlig for tilrettelæggelsen af det nærmere forløb, herunder hvilke fag eleverne skal have udover dansk og matematik. Der er afsat 80 mio. kr. i 2025 og 190 mio. kr. årligt varigt fra 2026 og frem til juniormesterlæreordningen.
Elever, der ønsker at komme i juniormesterlære, skal snakke med deres lærer eller den kommunale ungeindsats om, hvordan de kommer i gang.
Om arbejdet frem mod juniormesterlære
Børne- og Undervisningsministeriet og KL har siden indgåelsen af Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram i marts 2024 afholdt en række aktiviteter for at understøtte og vejlede kommuner og skoler i implementeringen af juniormesterlæreordningen:
- Fem regionale møder for skolechefer og skoleledere i efteråret 2024 med KL som vært.
- Webinarer for alle kommuner og skoler om juniormesterlære og om udskolingen mere generelt i januar og marts 2025 med KL som vært.
- Der vil desuden senere på foråret blive udgivet vejledningsmaterialer i forlængelse af bekendtgørelsen.