Hop til indhold

I  et debatindlæg i Politiken skriver en række borgmestre og repræsentanter for lærernes fagforening (politiken.dk), at de ønsker flere penge end dem, der er aftalt med den nye skolereform.

De skriver blandt andet: "Hvis vi fortsætter sådan, er folkeskolens fremtid på spil. Det må vi ikke lade ske. Vi må se hinanden i øjnene og sammen anerkende, at man ikke kan skabe en stadig bedre skole for færre og færre midler".

I den nye folkeskoleaftale er der afsat 740 millioner kroner årligt til at styrke folkeskolen. Derudover giver vi 540 millioner kroner over flere år til flere fysiske bøger som modvægt til undervisning bag en skærm. Og så investeres der 2,6 milliarder kroner til flere faglokaler.

Når vi gerne vil have et mere praktisk og inkluderende læringsmiljø, handler det blandt andet om, at vi skal have en folkeskole, hvor flere kan lykkes. Også dem, der vipper på stolen og bliver rastløse, når de bliver bedt om at sidde stille en hel skoledag.

Det er heller ikke altid godt, når elever bliver sat på en taxa og kørt på specialskole. Ofte vil det være bedre at kunne blive med klassekammeraterne. På den måde kan vi også bremse de stigende udgifter til specialundervisning og fastholde pengene i den almene undervisning. Det er en fælles opgave, og jeg er derfor glad for samarbejdet med kommunerne og Danmarks Lærerforening i netværket Sammen om Skolen.

Foran os har vi også den væsentlige opgave at sikre ekstra støtte til de elever, der har brug for hjælp i dansk og matematik. Til det formål har vi besluttet, at der årligt skal afsættes 500 millioner kroner varigt til en styrket indsats i dansk og matematik. En håndsrækning til nogle af de fagligt mest udfordrede elever, som kan have gavn af undervisning i små hold.

På samme måde ser jeg frem til at samarbejde om at få udviklet nye valgfag til de ældste elever og give alle elever en uge i erhvervspraktik.

Folkeskolereformen er indgået med et bredt politisk flertal. Nu gælder det om i samarbejde med alle jer, der har ansvar for skolen, at få den virkeliggjort. Med respekt for den skole, vi er så mange, der holder af.