Noa Redington »forstår slet ikke Mattias Tesfaye«. Det skriver han i sin klumme om regeringens planer på uddannelsesområdet (24. august).
Jeg er opdraget med, at afsenderen har ansvaret for, at budskabet modtages korrekt. Så jeg må nok bide i det sure æble og erkende, at jeg på trods af mere end 50 interviews og taler fortsat ikke har forklaret godt nok, hvad der egentlig er meningen med regeringens planer om at skabe en ny praktisk gymnasieuddannelse.
Noa Redington undrer sig over, at regeringen forbereder en reform, der vil øge uligheden og skabe mere negativ social arv i uddannelsessystemet. Men det er heldigvis heller ikke korrekt. Tværtimod! Hele formålet med reformen er at sikre flere unge bedre uddannelsesmuligheder efter grundskolen.
Jeg begyndte at interessere mig for uddannelsespolitik, da jeg som 16-årig droppede ud af Århus Statsgymnasium og startede på teknisk skole. Jeg har prøvet mange forandringer i mit liv. Men intet var en større kulturel og social omvæltning end dette skift af ungdomsuddannelse.
Jeg gik fra et treårigt stærkt ungdomsmiljø, hvor vi havde Asger Jorn-originaler på væggene og masser af søde piger til festerne. Til nogle gamle, grå haller i et industrikvarter, hvor flere af klassekammeraterne var familiefædre. Her var ingen fredagscafeer, ingen stabile relationer med klassekammerater gennem flere år. Og som 16-årig skulle jeg vælge en af 100 forskellige erhvervsuddannelser og finde en virksomhed, der ville have mig i lære de næste tre år. Og de fleste kvinder på skolen var langt over 40 – altså megagamle og på ingen måde scorepotentiale.
Jeg fortryder ikke mit valg. Men jeg forstår godt, at nutidens unge stemmer med fødderne på trods af de politiske ambitioner om, at 30 procent af en ungdomsårgang skal gøre som mig. Det kræver en helt særlig dedikation at starte i lære som 16-årig. Flere og flere tager derfor en studentereksamen, før eller mens de starter på erhvervsuddannelsen. Og det er, synes jeg, grundlæggende ikke noget problem.
Det syntes Noa Redington heller ikke var et problem i april 2023. Det var dengang, han i et indlæg her i avisen opfordrede til at »udskyde det tidspunkt, hvor vi beder de unge om at specialisere sig«. Og at vi ikke bare skal sende lidt penge og styrke vejledningen, men skal tage mere grundlæggende og strukturelt fat med en reform af ungdomsuddannelserne. Også selv om det skulle betyde, at min tid som »uddannelsesverdenens krammebamse i kedeldragt« ville slutte.
Nu står vi her godt et år senere. Præcis hvor Noa Redington dengang forudsagde. De planer, regeringen diskuterer, om en mere praktisk gymnasieuddannelse kan blive danmarkshistoriens største investering i den gruppe af unge, som ikke ønsker sig en meget boglig vej efter grundskolen. Vores diskussioner tager afsæt i det forslag, som kom fra regeringens reformkommission sidste forår.
Vi vurderer, at op mod 40 procent af en ungdomsårgang kan være i målgruppen for en praktisk gymnasieuddannelse. For denne gruppe unge planlægger vi, at samfundet skal investere mere i uddannelse, ikke mindre. Vi har ambitioner om mere almen dannelse, mere tid til det praktiske og erhvervsrettede. Flere studenterhuer. Inden man vælger specifik uddannelse som murerlærling eller pædagogstuderende. Altså det præcis modsatte af Noa Redingtons bekymring.
Jeg har i 2024 et mål om at tale med 1.000 unge, der enten står midt i at skulle vælge ungdomsuddannelse, eller som lige har gjort det. Hvad betyder noget for dem? Hvad drømmer de om? Hvilke begrænsninger oplever de? Jeg har indtil videre talt med knap 400 (så jeg er lidt bagud).
Det har været en god oplevelse. Men jeg må indrømme, at jeg også er blevet frustreret. Langt de fleste af de unge fortæller, at de gerne vil gå i skole tæt på, hvor de bor. I et godt socialt miljø med fester, det modsatte køn, studieture og mulighed for at vente lidt, før de træffer egentligt uddannelsesvalg. Men sandheden er, at vi i dag først og fremmest giver den mulighed til de cirka 40 procent, der vælger stx, som vi i dag udbyder i 85 forskellige byer.
Mange af de unge, som ikke har højt nok karaktergennemsnit eller lyst til at begynde på stx, får ikke lov til at udskyde deres uddannelsesvalg. De skal meget tidligt vælge mellem 100 forskellige erhvervsuddannelser. Måske allerede som 16-årige ligesom mig selv. De skal ofte køre markant længere end deres jævnaldrende på stx for at komme i skole. De bliver ikke en del af en stabil klasse, men skal skifte mellem forskellige grundforløb. Nogle gange til en helt anden skole. Og så oplever mange af dem ikke et attraktivt ungdomsmiljø – simpelthen fordi klassekammeraterne er voksne og har børn.
Samtidig kan vi se af undersøgelserne, at rigtig mange gymnasieelever faktisk drømmer om noget mere praktisk. Især på hf, men også på stx, oplever jeg mange unge, der er glade for de almene fag, men som samtidig gerne vil have noget mere undervisning rettet mod de erhverv og professioner, der venter dem efter studenterhuen. Måske skal de ikke alle sammen kæmpe med dansk A og matematik B. Måske skal nogle af dem også have mere praktiske fag, mulighed for erhvervspraktik, pædagogik i stedet for oldtidskundskab? Måske skal de endda gå i klasse med nogle af de unge, som i dag ikke lever op til gymnasiets karakterkrav, så vi også har nok elever til at udbyde denne praktiske gymnasieuddannelse lige så bredt, som vi i dag udbyder stx?
De danske ungdomsuddannelser er forsøgt reformeret i flere årtier. Men det støder som regel på grund. Konservatismen er stærk i dansk uddannelsespolitik. Men det har ikke været gavnligt for ambitionerne om lige muligheder til alle. Tværtimod.
Jeg forstår derfor godt, at der er stigende opmærksomhed på regeringens kommende reformforslag. Og det er kun godt. Jeg ser selv frem til at diskutere det mere detaljeret. Jeg appellerer bare til, at vi alle husker på, at der er mange unge, som ikke gider differentialligninger på A-niveau og tekstanalyser af Pontoppidan, men som gerne vil kombinere noget bogligt med noget mere erhvervsrettet. Som hverken ønsker sig 3-4 højniveaufag, men som gerne vil være en del af et stærkt ungdomsmiljø som teenager. Som gerne vil prøve kræfter med noget praktisk, men uden at lukke døren for at kunne starte på universitet senere. Sådan en ung mand var jeg selv. Nu står vi over for, at denne gruppe unge endelig kommer i centrum. Nu er det deres tur! Også til at blive prioriteret økonomisk. Det kræver, at det mod, som prægede reformkommissionens tanker, også spreder sig blandt alle os på Slotsholmen.