Hop til indhold

Rektor på Fjerritslev Gymnasium Mikkjal Niels Helmsdal har tidligere på ugen været ude med kritik af regeringens forslag til justering af gymnasiernes økonomi. Han frygter, at de små gymnasier i yderområderne står til at tabe. Lad mig starte med at sige, at jeg deler ønsket om at sikre gymnasier i hele landet. Derfor er kritikken også misforstået. 

Vi har ikke glemt de små gymnasier. Tværtimod har vi netop dem i tankerne, når vi vil droppe alle de midlertidige puljer og tilskud og i stedet foreslår en langsigtet økonomisk plan for ungdomsuddannelsernes økonomi. Uden regeringens nye forslag stod f.eks. Fjerritslev Gymnasium til at skulle spare flere millioner.

Vi vil ikke acceptere, at gymnasier i små byer må lukke. Ingen unge skal rejse urimeligt langt for at få en uddannelse. Vi står i en virkelighed, hvor ungdomsårgangene mindskes drastisk frem mod 2030 - især i landdistrikter. Derfor vil vi omfordele penge fra de største gymnasier til de mindre, der ligger længere væk fra de store danske byer.

Det nye udkantstilskud er målrettet fremtidens udfordringer, så vi sikrer, at gymnasier i områder med faldende befolkningstal stadig kan overleve. Det finansieres ved, at store skoler får lidt færre penge, fordi de har stordriftsfordele. Præcis som rektoren selv forklarer.

Jeg er med på, at man altid ønsker sig flere penge.

Men når vi ønsker en økonomisk model, der fordeler pengene på baggrund af objektive kriterier, vil der nok altid være nogle, som mener, at resultatet er træls.
Jeg kan i hvert fald se, at der er flere rektorer i medierne, som er utilfredse med, at de får for lidt, end der er glade rektorer, der er tilfredse med, at de fremover får flere penge.

Samlet set er dette dog en omlægning, som tilgodeser mindre skoler og samtidig forsøger at løse nogle af de uretfærdigheder, som er indbygget i den eksisterende økonomiske model. Min drøm er, at unge i hele Danmark har adgang til uddannelse af høj kvalitet - både i byerne og i de mindre samfund på landet.