Hop til indhold

Jeg er glad for, at Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, bakker op om juniormesterlære i folkeskolen.

Alt for mange elever mister motivationen i de sidste skoleår. I dag ender 11 procent af en årgang uden en bestået afgangseksamen. Andre klarer sig godt, men keder sig bravt.

Det handler om at gøre en forskel for netop de unge. De elever, der kigger ud ad vinduet i stedet for på tavlen.

Dem, der ikke kan se pointen med skoletimerne, men hellere vil bruge tid i en virksomhed. Skal vi lade dem sejle deres egen sø? Nej. Vi skal sikre, at de også får en vej frem.

Derfor indfører vi juniormesterlære og afsætter 80 millioner kroner i 2025 stigende til 190 millioner kroner årligt fra 2026 og frem til ordningen.

Jeg ved, at nogle kommuner har efterspurgt den endelige bekendtgørelse. Den er på vej.

Når man laver en så stor fornyelse, kræver det, at lovgivningen bliver grundigt gennemarbejdet. Men jeg kan godt forstå utålmodigheden. For efter sommerferien starter de første elever.

Ministeriet har hjulpet kommunerne så godt på vej, som det er muligt. Rammerne for ordningen har været i høring, og kommunerne har derfor siden december haft et bud på en bekendtgørelse at forholde sig til.

Det er også værd at nævne, at ministeriet har lavet en lang række arrangementer, hvor kommunerne har kunnet stille spørgsmål: Skal man oprette nye klasser eller ej? Hvordan skal tilmeldingen foregå? Hvad hvis en elev fortryder?

Alt det og meget mere har der været god dialog og vejledning om – blandt andet i samarbejde med KL. Så kommunerne ved, hvad juniormesterlære går ud på.

Vi kan altid diskutere proces, detaljer og timing. Men jeg håber, vi kan blive enige om én ting: Det vigtigste er, at flere unge får en chance for at lykkes.

Juniormesterlære er ikke bare et stort skrivebordsprojekt og en hel ny måde at tænke undervisning på. Det er en mulighed til de unge, der har brug for en anderledes afslutning på folkeskolen.