Vi har alle sammen kære, der på et tidspunkt i livet får brug for lidt ekstra hjælp. Forældre eller bedsteforældre, som skal hjælpes med at komme i bad eller få den rigtige medicin. Forældre og bedsteforældre, der skal flytte på plejehjem.
De skal mødes af et kompetent og nærværende personale. Som ikke bare sikrer dem en tryg og kærlig hverdag. Men som også giver dem den nødvendige pleje og støtte, som de har behov for. Og krav på.
Det skal vi som minimum kunne garantere vores ældre medborgere. Dem, som har skabt det samfund, som vi andre nyder godt af. Ellers kan vi ikke længere påstå, at vi lever i et velfærdssamfund.
Derfor lytter jeg også meget opmærksomt, når nogle råber vagt i gevær om udviklingen i vores ældrepleje eller sundhedssystem. Som Dansk Sygeplejeråd gjorde her i avisen forleden (mandag den 24. marts, red). De er bekymrede for, at det går ud over borgernes helbred, at en stor del af medarbejderne i ældreplejen er ufaglærte.
Det forstår jeg godt. I 2023 udgjorde ufaglært arbejdskraft omkring en sjettedel af personalet på ældreområdet. De gør en stor forskel hver eneste dag. Men flere af dem skal have en uddannelse. Det er jeg fuldstændig enig i.
Men det kan ikke stå alene. Vejen til flere uddannede i vores ældrepleje og sundhedsvæsen er flersporet. Det handler ikke kun om, at flere skal søge ind på uddannelserne. Det er for eksempel lige så vigtigt, at vi får sikret, at færre falder fra, når de først er begyndt på en social- og sundhedsuddannelse.
Og vi kan se, at det allerede går den rigtige vej. I 2021 sendte vi 4.600 nyuddannede social- og sundhedshjælpere- eller assistenter ud i vores sundhedsvæsen og ældrepleje. I 2024 var det steget til 6.000.
Det er et meget vigtigt skridt. Men selvfølgelig slet ikke nok. Der bliver mange flere plejekrævende ældre i de kommende år. Mange faglærte er på vej på pension.
Flere ældre bliver udskrevet fra sygehuset til eget hjem.
Regeringen har prioriteret en milliard kroner til at styrke erhvervsuddannelserne. Det er historisk mange penge. Og en del af den milliard har vi øremærket til social- og sundhedsuddannelserne.
Blandt andet til, at skolerne kan sætte lokale initiativer i gang, der kan styrke rekrutteringen. Og hæve kvaliteten på uddannelserne. For eksempel ved at investere i udstyr, der kan klæde eleverne bedre på til den virkelighed, de kommer ud i. Markant flere får en bedre sprogstøtte på uddannelsen. På skolen og i oplæringen.
Som det næste skal vi give voksne elever over 25 år løn på social- og sundhedshjælperuddannelsen. I stedet for SU. Så økonomien kan hænge sammen med bolig og børn. Derudover har arbejdsmarkedets parter udviklet en fleksibel social- og sundhedshjælperuddannelse til ufaglærte, som har brug for at tage uddannelsen i mindre bidder.
Det vil løfte kvaliteten på to af landets vigtigste uddannelser markant. Og sikre, at vi får uddannet flere dygtige og kvalificerede medarbejdere til vores sygehuse, psykiatrien, hjemmeplejen og vores plejehjem.