Dette sker som en udmøntning af trepartsaftalens pkt. 6, der slog fast, at det eksisterende tilbud inden for forberedende voksenundervisning skulle udvides med fagene FVU-digital og FVU-engelsk. De to nye fag udbydes som virksomhedsrettede forløb og er målrettet ansatte, der har behov for styrkede basale færdigheder inden for it og engelsk i relation til deres jobfunktion.

Virksomhedsrettede forløb med fokus på praksisnær læring

De virksomhedsrettede forløb skal understøtte en praksisnær læringstilgang, hvor der i tilrettelæggelsen af det enkelte kursusforløb skal tages udgangspunkt i deltagernes arbejdsopgaver i det daglige.

De to nye fag indebærer ikke ændringer af den eksisterende FVU-undervisning eller de i dag eksisterende fag på FVU: FVU-læsning, FVU-matematik og FVU-start. De eksisterende fag kan allerede udbydes som virksomhedsrettede forløb, og fremadrettet vil de eksisterende og de nye fag således kunne supplere hinanden.

FVU-digital

Dette fag skal styrke deltagernes basale færdigheder med anvendelsen af digitale værktøjer, medier og ressourcer i løsningen af de praktiske opgaver, der er forbundet med de konkrete jobrelaterede opgaver inden for den pågældende branche.

Desuden skal undervisningen bidrage til at udvikle deltagerens digitale dømmekraft som reflekteret bruger af forskellige digitale værktøjer, herunder også digital dannelse og kendskab til grundlæggende it-sikkerhed.

FVU-digital tilbydes på tre trin, hvoraf trin 3 afsluttes med mulighed for deltagelse i en lokalt stillet prøve, der bedømmes "bestået" eller "ikke bestået".

FVU-engelsk

Målgruppen for FVU-faget engelsk er personer, der har behov for at styrke deres basale engelskfærdigheder i relation til deres konkrete jobfunktion og med fokus på særligt branche-sprogligt kendskab.

Ligesom i FVU-digital skal faget FVU-engelsk tilrettelægges med udgangspunkt i en praksisnær og brancherelateret læringstilgang, hvor terminologi og konkret undervisningsmateriale afspejler deltagernes behov for at styrke deres basale engelsk-færdigheder i deres konkrete jobfunktioner.

FVU-engelsk tilbydes på fire trin, hvoraf trin 4 afsluttes med mulighed for deltagelse i en lokalt stillet prøve, der bedømmes "bestået" eller "ikke bestået".

Læreplaner og undervisningsvejledninger

Læreplanerne for FVU-fagene ligger som bilag ti l FVU-bekendtgørelsen, der kan ses på retsinformation.dk. Læreplanen for FVU-digital ses som bilag 10 og FVU-engelsk som bilag 11.

Der er også udarbejdet undervisningsvejledninger til fagene, som kan ses her.

Sidst opdateret: 29. januar 2019