Specialpædagogisk støtte (SPS) skal sikre, at elever og studerende med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan gennemføre uddannelsen.
Hvem kan få SPS?
For at få SPS skal eleven/den studerende opfylde nogle generelle betingelser:
- have en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller tilsvarende svære vanskeligheder i en sådan grad, at eleven/den studerende har behov for støtte for at kunne gennemføre uddannelsen på lige fod med andre elever,
- være optaget på en uddannelse, der kan ydes SPS til, og
- være uddannelsesaktive.
Uddannelser med SPS
Du kan søge om SPS, hvis du er optaget på en af disse uddannelser:
- frie grundskoler
- frie kostskoler
- erhvervsuddannelser
- gymnasiale uddannelser
- videregående uddannelser
- forberedende grunduddannelse (FGU)
- voksen- og efteruddannelser (avu, FVU, OBU, AMU, TAMU)
Hvad kan man få?
SPS tildeles på baggrund af en faglig vurdering af den enkeltes behov og afhængigt af funktionsnedsættelsen og uddannelsen. Støtten kan for eksempel være i form af:
- hjælpemidler, herunder it-hjælpemidler og instruktion i brugen heraf
- studiestøttetimer
- særligt tilrettelagte studiematerialer
- tegnsprogstolk og skrivetolk
- personlig assistance og sekretærhjælp
Hvordan søger man om SPS?
Eleven/den studerende skal kontakte SPS-vejlederen på uddannelsesstedet.
Tilsyn med specialpædagogisk støtte
Styrelsen for undervisning og Kvalitet fører tilsyn med den specialpædagogiske støtte (SPS) på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.