Hop til indhold

Elever og studerende med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse skal have mulighed for at gennemføre en uddannelse på lige vilkår med andre elever og studerende, og det skal specialpædagogisk støtte (SPS) sikre. 

Institutioner kan søge om SPS til elever og studerende hos styrelsen.

Tilsyn med SPS-ordningen

Styrelsen fører tilsyn med, hvordan institutionerne anvender SPS-ordningen og tilskuddet til støtte.

Tilsynet følger to spor: 

  • Et administrativt spor, hvor institutionerne skal fremvise dokumentation i forbindelse med blandt andet ansøgninger og refusioner
  • Et indholdsmæssigt spor, hvor kvaliteten af institutionernes SPS undersøges.

Langt de fleste institutioner i tilsyn opnår et kvalitetsløft i deres praksis med specialpædagogisk støtte til gavn for de elever, som har behov for støtten.

Hvornår indledes et tilsyn?

Tilsyn retter sig mod specifikke støtteformer indenfor SPS, og styrelsen vurderer, om institutionerne administrerer de enkelte sagsbehandlingsskridt og støtteformer korrekt.

Der kan være forskellige årsager til, at styrelsen igangsætter et tilsyn med SPS, fx. risikoen for at:

  • Tilskuddet anvendes forkert.
  • Støttemodtageres retssikkerhed er udfordret.
  • Støtten er mangelfuld.
  • Gældende reglerne ikke overholdes.

Tre Typer tilsyn 

Undersøgende tilsyn

Tematisk tilsyn

Enkeltsagstilsyn

Hvad sker der, når en institution udtages i tilsyn med SPS?

Når en institution udtages til et tilsyn med SPS, modtager institutionen et brev fra styrelsen med oplysninger om tilsynets formål og hvilken dokumentation, institutionen skal fremsende til styrelsen.

Tilsynet gennemføres som et forløb, hvor medarbejdere fra styrelsen er i kontakt med den enkelte institution på mail, telefon, via webinar og i enkelte tilfælde ved fysiske besøg.

I tilsynsforløbet vil institutionen altid få kontaktoplysninger til en medarbejder, institutionen kan henvende sig til.

Hvordan afsluttes et tilsyn?

  • Når institutionen lever op til gældende regler og retningslinjer, vil tilsynet blive afsluttet. Institutionen vil få en skriftlig tilbagemelding fra styrelsen om dette.
  • Hvis det er tvivlsomt om institutionen lever op til gældende regler og retningslinjer, eller hvis der er mindre, men væsentlige fejl, vil institutionen blive bedt om at redegøre for, hvordan den vil sikre, at praksis fremover opfylder kravene.
  • Hvis der er alvorlige og kritiske fejl, vil institutionen blive partshørt i forbindelse med en eventuel afgørelse om at tilbageholde tilskud eller om tilbagebetaling af tilskud.
Sidst opdateret: 4. juni 2024