I efteråret 2022 deltog 17 skoler i en pilotafprøvning af metoden co-teaching i matematikundervisningen på mellemtrinnet. Danmarks Evaluerings-institut (EVA) lavede indsatsbeskrivelsen, og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) ydede processtøtte til skolerne.
Hvad er co-teaching?
Co-teaching er en undervisningsmetode, som består i, at en lærer og en anden fagprofessionel med specialpædagogiske kompetencer indgår i et ligeværdigt og fast struktureret samarbejde omkring varetagelsen af en fælles undervisning. Sammen planlægger, gennemfører og evaluerer de undervisningen med blik for at udnytte de forskelle i viden og kompetencer, som de hver især repræsenterer, i deres fælles praksis.
Målet med co-teaching er at øge muligheden for at udvikle inkluderende læringsmiljøer. Hypotesen er nemlig, at samspillet mellem almen- og specialpædagogik har potentiale til at understøtte en undervisning, som favner både almene-lever og elever, som har brug for specialpædagogisk støtte.
Evaluering af pilotforsøg med co-teaching
EVA har evalueret forsøget med co-teaching. Forsøget viser blandede resultater. Flere elever og undervisere giver i interviews udtryk for, at indsatsen med co-teaching har haft en positiv betydning for undervisningen og givet nogle elever et styrket fagligt udbytte. Der kan dog ikke spores en ændring i elevernes motivation, deltagelsesmuligheder mv. i spørgeskemaundersøgelsen. Evalueringen peger også på, at co-teaching kræver meget af de skoler og fagpersoner, som skal implementere metoden.
EVA’s evalueringsrapport består af tre dele, som belyser 1) skolernes arbejde med at implementere co-teaching, 2) hvad co-teaching betød for elevernes oplevelse og udbytte af undervisningen, og 3) hvilke omkostninger der var forbundet med gennemførelsen af indsatsen.