Hop til indhold

Efterskolerne skal evaluere elevernes udbytte af undervisningen.

Evalueringen danner grundlaget for, at skolen kan tilrettelægge undervisningen, så den tilgodeser den enkelte elevs behov og forudsætninger.

Skolerne skal løbende orientere undervisningspligtige elever og deres forældre om evalueringsresultaterne. Evalueringerne skal være alsidige, det vil sige, at karakterer er ikke nok som evalueringsresultat for elevens udbytte.

Skolen beslutter, hvordan elevernes udbytte af undervisningen bliver evalueret. Det kan for eksempel være, om undervisningen har haft det resultat, skolen forventede. Skolen kan selv vælge at beslutte, hvilke evalueringsmetoder den vil bruge. Det kan for eksempel afhænge af fag, elevgruppe, klassetrin og undervisningsform.

Eleverne skal så vidt muligt deltage i dialogen mellem skolen og hjemmet om evalueringens resultat.

Evaluering af skolens samlede undervisning

En efterskole skal mindst en gang om året evaluere sin samlede undervisning og udarbejde en plan for opfølgning på evalueringen. Skolen skal vurdere, om undervisningen lever op til indholdet i de mål og planer, den har opstillet.

Skolen vælger selv evalueringsform, og hvilke evalueringsmetoder den bruger.

Skolen skal udarbejde en opfølgningsplan på baggrund af evalueringen af den samlede undervisning. I opfølgningsplanen beskriver skolen, hvad skolen har lært, og hvilke nye tiltag den vil sætte i gang på baggrund af evalueringen.

Skolens resultat af evaluering af den samlede undervisning og skolens opfølgningsplan skal offentliggøres på skolens hjemmeside.

Evaluering af skolens værdigrundlag

En selvevaluering er en evaluering af skolens virksomhed med udgangspunkt i værdigrundlaget.

En efterskole skal formulere sit værdigrundlag, der skal oplyses til forældre til skolens undervisningspligtige elever og til alle andre, som beder om det. Værdigrundlaget skal være offentliggjort på skolens hjemmeside.

Skolens bestyrelse skal udarbejde en plan for evaluering af skolens virksomhed i forhold til værdigrundlaget. Denne selvevaluering skal foretages mindst hvert andet år.

En selvevaluering kan for eksempel have fokus på elevernes overgang til ungdomsuddannelse eller fællesskab på skolen med udgangspunkt i skolens værdigrundlag og virksomhed. Det er skolens bestyrelse, der beslutter, hvad en selvevaluering skal indeholde.

Skolens selvevaluering skal offentliggøres på skolens hjemmeside.

Sidst opdateret: 1. august 2023