Hop til indhold

Specialundervisning og specialpædagogisk bistand skal hjælpe alle børn til at blive så dygtige de kan.

Specialundervisning gives til børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte i specialklasser og specialskoler.

Der gives desuden specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til børn, hvis undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres med støtte i mindst ni undervisningstimer om ugen. Henvisningen til specialundervisningen skal være baseret på den enkelte elevs undervisningsbehov.

Støtte i mindre end ni timer

Elever, der har brug for støtte i mindre end ni undervisningstimer ugentligt skal have støtte inden for den almindelige undervisning. I undervisningen kan blandt andet anvendes undervisningsdifferentiering, holddannelse, tolærerordninger og undervisningsassistenter, som både kan hjælpe den enkelte elev og klassen som helhed. 

Samme regler

Specialundervisningen skal følge de samme regler for fag, timetal, kompetencemål, færdigheds- og vidensmål, elevplaner, afgangsprøver og test, som den almene undervisning.

Specialundervisningens elementer

Specialundervisningen er en del af den specialpædagogiske bistand i folkeskolen, der omfatter:

  • specialpædagogisk rådgivning til forældre, lærere eller andre, hvis indsats har væsentlig betydning for elevens udvikling
  • særligt undervisningsmateriale og tekniske hjælpemidler, som er nødvendige i forbindelse med undervisningen af eleven
  • undervisning i folkeskolens fag og fagområder, der tilrettelægges med særlige hensyn til elevens indlæringsforudsætninger
  • undervisning og træning i funktionsmåder og arbejdsmetoder, der kan hjælpe eleven med at klare sig trods sine funktionsnedsættelser
  • personlig assistance til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen
  • særligt tilrettelagte aktiviteter.

Henvisning til specialundervisning

Det er skolelederen, der beslutter, om elever kan få specialundervisning på skolen. Det kan være som støtte i den almindelige klasse i mindst 9 ugentlige timer eller i en specialklasse.

Når det skal besluttes, om en elev skal have specialundervisning, sker det efter en pædagogisk-psykologisk vurdering (PPV) af eleven og i samråd med eleven og forældrene. Skolens leder skal indstille eleven til en pædagogisk-psykologisk vurdering, hvis man mener, at eleven har behov for specialpædagogisk bistand. Forældrene og eleven kan også selv bede om en pædagogisk-psykologisk vurdering, hvis de synes, at der er behov for specialpædagogisk bistand.

Hvis eleven skal have specialundervisning på en anden skole end distriktsskolen, er det kommunalbestyrelsen, der træffer beslutningen.

Reglerne i folkeskoleloven (retsinformation.dk) og de tilhørende bekendtgørelser gælder også for elever, som modtager specialundervisning i en almindelig klasse eller i specialklasser og specialskoler, medmindre der i bekendtgørelsen (retsinformation.dk) om specialundervisning er givet mulighed for at fravige reglerne.

Lovgivning og relevante paragraffer

Folkeskoleloven:
  • Folkeskoleloven: § 3, stk. 2-3 om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand
  • Folkeskoleloven: § 5 om supplerende undervisning og anden faglig støtte
Bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand:
  • Bekendtgørelse om folkeskolens special-undervisning og anden specialpædagogisk bistand: § 1 om definition af specialpædagogisk bistand
  • Bekendtgørelse om folkeskolens special-undervisning og anden specialpædagogisk bistand: § 2 om indstilling til pædagogisk-psykologisk vurdering
  • Bekendtgørelse om folkeskolens special-undervisning og anden specialpædagogisk bistand: § 3 om den pædagogisk-psykologiske vurdering
  • Bekendtgørelse om folkeskolens special-undervisning og anden specialpædagogisk bistand: § 4 om henvisning til specialpædagogisk bistand
  • Bekendtgørelse om folkeskolens special-undervisning og anden specialpædagogisk bistand: § 9 om den specialpædagogiske bistand kan tilrettelægges så støtten foregår parallelt med den almindelige undervisningstid

Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand

Opdateret 20/02 2017 kl. 09:30

Målet med inklusion er at fastholde eleverne i børnefællesskabet, så børn med særlige behov ikke udskilles til særlige undervisningstilbud, men undervises i den almindelige klasse med den nødvendige støtte og hjælpemidler.

Målsætningen om inklusion indebærer, at eleverne er en del af det faglige og sociale fællesskab, at der sker en faglig progression og at elevernes trivsel bevares.

Opdateret 20/02 2017 kl. 09:30

Specialundervisning er undervisning i specialskoler og specialklasser samt undervisning i den almindelige klasse, hvor eleven får støtte i mindst 9 ugentlige timer.

Børn med omfattende behov for specialpædagogisk støtte på grund af svære fysiske eller psykiske handicap skal henvises til specialundervisning. Specialundervisningen følger folkeskolelovens generelle bestemmelser i forhold til fagrække, Fælles Mål, timetal, elevplaner, nationale test og afgangsprøver.

Opdateret 18/04 2023 kl. 12:24

Henvisning til specialundervisning skal ske efter pædagogisk-psykologisk rådgivning i samråd med eleven og forældrene. Iværksættelse af specialpædagogisk bistand forudsætter som hovedregel et forløb på tre trin:

1. En indstilling til kommunens pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR). Indstillingen kan afgives af klasselæreren gennem skolens leder, den kommunale sundhedstjeneste, forældrene til eleven eller eleven selv. Indstillingen skal beskrive årsagen til, at der ønskes iværksat en vurdering af behovet for specialpædagogisk bistand, samt hvilke former for støtte der er ydet.

2. En pædagogisk-psykologisk vurdering (PPV). Vurderingen har til formål at belyse elevens faglige, personlige og sociale potentialer og færdigheder med henblik på at yde skolen, eleven og forældrene rådgivning og støtte til elevens fortsatte undervisning i relation til elevens særlige behov og forudsætninger. Den pædagogisk-psykologiske vurdering laves af kommunens PPR-enhed.

3. Beslutning om iværksættelse af specialpædagogisk bistand. Beslutningen træffes på baggrund af den pædagogisk-psykologiske vurdering og efter samråd med forældrene af enten skolens leder, hvis der er tale om tilbud på den pågældende skole, eller kommunalbestyrelsen, hvis der er tale om henvisningstilbud uden for den pågældende skole.

Opdateret 03/05 2017 kl. 11:14

Hvis du vurderer, at dit barn ikke får den hjælp, det har brug for, bør du først og fremmest tale med barnets skole.

Du kan blandt andet drøfte med skolen, hvordan skolen vil imødekomme dit barns undervisningsmæssige behov i den almindelige undervisning – for eksempel i tiden til den understøttende undervisning, gennem undervisningsdifferentiering eller holddannelse. Drøft også med skolen om dit barn har behov for anden faglig støtte eller hjælpemidler i den almindelige undervisning. Der kan også være behov for supplerende undervisning uden for den almindelige undervisning.

Hvis dit barn har omfattende støttebehov, skal der tages stilling til, om der er behov for specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand.

Det er skolelederen, der efter pædagogisk-psykologisk rådgivning, og i samråd med eleven og forældrene, beslutter, om en elev skal henvises til specialundervisning inden for skolens rammer.

Hvis dit barn skal henvises til en specialklasse på en anden skole eller en specialskole, er det kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelsen.

Skolelederens og kommunens afgørelser om specialundervisning kan indbringes for Klagenævnet for Specialundervisning (ast.dk). Klagefristen er fire uger.

Opdateret 20/02 2017 kl. 11:16

Opdateret 18/04 2023 kl. 12:25

Specialpædagogisk bistand omfatter foranstaltninger, som er nødvendige for elevernes deltagelse i undervisningen, eller som medvirker til at fremme formålet med undervisningen for eleven. Specialpædagogisk bistand er defineret i § 1 i bekendtgørelse nr. 693 af 20. juni 2014 (retsinformation.dk).

Specialundervisning er en del af den specialpædagogiske bistand i folkeskolen, der omfatter:

  • Specialpædagogisk rådgivning til forældre, lærere eller andre, hvis indsats har væsentlig betydning for elevens udvikling
  • Særligt undervisningsmateriale og tekniske hjælpemidler, som er nødvendige i forbindelse med undervisningen af eleven
  • Undervisning i folkeskolens fag og fagområder, der tilrettelægges med særlige hensyn til elevens indlæringsforudsætninger
  • Undervisning og træning i funktionsmåder og arbejdsmetoder, der kan hjælpe eleven med at klare sig trods sine funktionsvanskeligheder
  • Personlig assistance til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen
  • Særligt tilrettelagte aktiviteter.

Opdateret 18/04 2023 kl. 12:35

Som udgangspunkt skal den specialpædagogiske bistand tilrettelægges, så eleven ikke går glip af fagundervisningen. Dog kan den specialpædagogiske bistand tilrettelægges så støtten foregår parallelt med den almindelige undervisningstid, jf. §9 i bekendtgørelse nr. 693 af 20. juni 2014 (retsinformation.dk).

Denne organisationsform må kun benyttes, hvis skolens leder ud fra den pædagogisk-psykologiske vurdering og i samråd med forældrene vurderer, at eleven ikke får det nødvendige udbytte af de to følgende organisationsformer:

1) At den specialpædagogiske bistand er organiseret som støtte i mindst 9 undervisningstimer (en undervisningstime er 60 minutters undervisning) ugentligt til den enkelte elev, eller 2) at den specialpædagogiske bistand er organiseret som støtte i klassen og som særligt tilrettelagt undervisning uden for den almindelige undervisningstid (supplerende undervisning).

Hvis støtten i en periode gives parallelt med anden undervisning, skal det sikres, at elevens specialundervisning samordnes med den almindelige undervisning, og at der eventuelt gives supplerende undervisning, så eleven ikke fratages muligheden for at følge klassens undervisning.

Opdateret 18/04 2023 kl. 13:44

Forældrene skal medvirke centralt i hele forløbet vedrørende iværksættelse af specialpædagogisk bistand for deres børn. Forældrene skal orienteres skriftligt om alle indstillinger til pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR), om den pædagogisk-psykologiske vurdering og om beslutning om iværksættelse af specialpædagogisk bistand.

Desuden skal forældrene informeres om klagemuligheder i forhold til den tildelte støtte. Endelig følger forældrene elevens skolegang via elevplanen. Elevplanen skal indgå som grundlag for, hvordan skolen og forældrene kan samarbejde om elevens skolegang. Formålet er at styrke grundlaget for undervisningens planlægning og tilrettelæggelse, herunder den løbende evaluering i forhold til fagene, ligesom fravigelser og fritagelser i forhold til test og afgangsprøver kan medtages i elevplanen.

Opdateret 18/04 2023 kl. 13:34

Hvis et barn går i skole i en anden kommune, er det skolekommunens Pædagogisk Psykologiske Rådgivning (PPR), som har pligt til at betjene barnet.

Skolekommunen kan ikke foretage henvisning til et mere vidtgående specialundervisningstilbud end det tilbud, som bopælskommunen har henvist barnet til. Afgørelsen af om tilbuddet er mere vidtgående, træffes af bopælskommunen.

Opdateret 18/04 2023 kl. 12:43

Den pædagogisk-psykologiske vurdering omfatter, foruden en vurdering af elevens kompetencer, også et forslag til den nærmere ordning af den specialpædagogiske bistand i forhold til den enkelte elev jf. § 3, stk. 2 i Bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Kan der ikke opnås enighed med forældrene, skal den pædagogisk-psykologiske vurdering redegøre herfor jf. § 3, stk. 3, i bekendtgørelsen.

Den pædagogisk-psykologiske vurdering kan iværksættes ved, at der fremsendes en indstilling om det pågældende barns behov for specialpædagogisk bistand. Denne indstilling kan afgives af klasselæreren gennem skolens leder, skolens leder selv, den kommunale sundhedstjeneste, forældrene til eleven eller eleven selv.

Indstillingen kan beskrive årsagen til, at der ønskes iværksat en vurdering af behovet for specialpædagogisk bistand, samt hvilke former for støtte, der er ydet.

Opdateret 18/04 2023 kl. 13:34

Forældre der finder, at deres barn har behov for støtte i mindst 9 undervisningstimer ugentligt, støtte i specialklasse eller på specialskole kan bede om en pædagogisk-psykologisk vurdering af deres barn.

Hvis forældre til børn med behov for støtte i mindre end 9 timer om ugen mener, at der er behov for en pædagogisk-psykologisk vurdering af deres barn, kan de bede skolelederen om, at barnet bliver henvist. Skolelederen vil herefter vurdere, om der er fagligt grundlag for en pædagogisk-psykologisk vurdering.

Opdateret 18/04 2023 kl. 13:53

Børn der har brug for støtte, og som ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, skal tilbydes supplerende undervisning eller anden faglig støtte i henhold til folkeskolelovens § 5, stk. 5.

For at understøtte at disse elevers udvikling og læring i videst mulige omfang finder sted i den almindelige undervisning, kan der anvendes undervisningsdifferentiering, holddannelse og supplerende undervisning eller anden faglig støtte. Der kan også anvendes tolærerordninger og undervisningsassistenter, som både kan hjælpe den enkelte elev og klassen som helhed.

Der kan desuden, efter kommunens eller skolens afgørelse, gives personlig assistance til eleven med henblik på at hjælpe eleven til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen.

Det kan for eksempel være i form af hjælp til elever med fysiske handicap, hvor eleven har brug for en personlig hjælper i forskellige praktiske situationer.

Opdateret 20/02 2017 kl. 09:30

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 379 af 28. april 2012, at det fortsat er kommunernes ansvar at give alle elever i folkeskolen et fyldestgørende undervisningstilbud i overensstemmelse med folkeskolens formål - også elever med særlige behov, der før har modtaget specialpædagogisk bistand.

Opdateret 01/04 2022 kl. 11:05

I 2012 blev der indført en målsætning om, at 96 procent af eleverne i folkeskolen skulle inkluderes i den almindelige undervisning. I 2015 afskaffede man målsætningen.

I skoleåret 2019/2020 modtog 4,58 procent af eleverne i folkeskolen specialundervisning i specialklasser og på specialskoler.

Opdateret 01/04 2022 kl. 11:05

Elever der fremover ikke længere modtager specialundervisning, vil i stedet være omfattet af bestemmelserne om supplerende undervisning og anden faglig støtte samt personlig assistance. Det er i den forbindelse forudsat, at materialer og hjælpemidler stilles til rådighed i nødvendigt omfang. Der vil derfor ikke blive tale om forringelse af undervisningstilbuddene for eleverne.

Kommunerne forventes derimod blandt andet at prioritere frigivne ressourcer fra specialundervisningsområdet til øget inklusion i folkeskolen samt til en generel styrkelse af normalområdet.

Opdateret 03/05 2017 kl. 11:06

Skolebestyrelsen fastsætter principper for skolens virksomhed. Principperne vedrører blandt andet undervisningens organisering, herunder elevernes undervisningstimetal på hvert klassetrin, skoledagens længde, udbud af valgfag, specialundervisning på skolen, elevernes placering i klasser og arbejdets fordeling mellem lærerne.

Skolebestyrelsen kan fastsætte principperne, så de understøtter inklusion af flere elever i skolens almindelige undervisning.

Sidst opdateret: 15. november 2023