Hop til indhold

Den socioøkonomiske reference for grundskolekarakterer er et statistisk beregnet udtryk, som viser, hvordan elever på landsplan med samme socioøkonomiske baggrundsforhold som skolens elever har klaret afgangsprøverne. "Socioøkonomisk" refererer til elevernes sociale og økonomiske baggrund, mens ”reference” fortæller, at tallet kan bruges som et sammenligningsgrundlag for skolens faktisk opnåede karakterer.

Tager højde for elevernes baggrundsforhold

Den socioøkonomiske reference beregnes ud fra skolens elevgrundlag. I beregningen indgår faktorer på individniveau som for eksempel køn, herkomst og forældrenes uddannelse og indkomst – altså faktorer, som skolen ikke har direkte indflydelse på.

Ved at sammenligne den socioøkonomiske reference med skolens faktiske karakterer, kan man få et billede af, om skolens elever har klaret afgangsprøverne bedre, dårligere eller på niveau med elever på landsplan med samme socioøkonomiske baggrund.

Beregnet for prøvekarakterer i 9. klasse

De socioøkonomiske referencer er beregnet på afdelingsniveau for folkeskoler, frie grundskoler og efterskoler med 9. kl. prøvekarakterer for mindst fem elever. Elever i specialklasser og privatister indgår ikke i beregningen. Referencen beregnes normalvis dels for de enkelte prøver og delprøver og dels for et gennemsnit af karaktererne i de bundne prøvefag. Beregningen foretages både som en 1-årig beregning for det enkelte skoleår, og som en samlet 3-årig beregning for det enkelte skoleår samt de to foregående skoleår. 

Bemærk

Beregningen af socioøkonomiske referencer for skoleårene 2019/2020, 2020/2021 og 2021/2022 er foretaget i en begrænset version. Dette skyldes de særlige regler for prøveafvikling og karaktergivning grundet fuld eller delvis aflysning af prøverne i sommeren 2020, 2021 og 2022. 

I disse tre skoleår er der kun foretaget 1-årige beregninger af socioøkonomiske referencer for det samlede gennemsnit i bundne prøvefag. Resultaterne for disse skoleår omfatter derfor ikke:

  • 1- årige socioøkonomiske referencer for de enkelte prøver
  • 3-årige socioøkonomiske referencer for de enkelte prøver
Sidst opdateret: 28. oktober 2022