Hop til indhold

I trepartsaftalen om arbejdsmarkedsintegration fra marts 2016 var fokus på at få skabt et øget beskæftigelsesfokus i integrationsindsatsen. Der blev vurderet et behov for et paradigmeskifte i integrationsindsatsen, så flygtninge og familiesammenførte i højere grad mødes som jobparate og dermed møde et klart krav om, at de skal arbejde og forsørge sig selv og deres familie. Den enkelte skal hurtigst muligt ud på en virksomhed for derigennem at lære arbejdsmarkedet og sproget at kende, så den enkelte hurtigst muligt kan levere et bidrag til det danske samfund.

Integrationsgrunduddannelsen (IGU)

Fokus var på, hvordan der kunne skabes effektive og målrettede veje ind på det danske arbejdsmarked for flygtninge og familiesammenførte. Omdrejningspunktet for aftalen er beslutningen om etableringen af integrationsgrunduddannelsen (IGU), som skal sikre mulighed for arbejde og opkvalificering for flygtninge, hvis kvalifikationer og produktivitet endnu ikke står mål med kravene på det danske arbejdsmarked. IGU’en hører under Udlændinge- og Integrationsministeriet, men de uddannelser, der kan indgå i IGU’en hører under Børne- og Undervisningsministeriets portefølje, hvorfor Børne- og Undervisningsministeriet også har haft et stort engagement i opgaven.

AMU-branchepakker i integrationsindsatsen

Det blev besluttet, at der skulle igangsættes en indsats for, at AMU-branchepakker, der kan give de nødvendige kompetencer til at udføre en specifik arbejdsopgave, i højere grad blev benyttet i forbindelse med kommunernes beskæftigelsesindsats over for flygtninge og familiesammenførte. Samtidig skulle der efter behov udvikles nye AMU-branchepakker, der matchede de lokale beskæftigelsesbehov for målgruppen.

Forberedende tilbud til flygtninge og indvandrere med ringe danskkundskaber

Der blev i aftalen lagt vægt på, at flygtninge og familiesammenførte, der på grund af forudgående uddannelse og beskæftigelse hurtigt kan opnå en dansk erhvervsuddannelse eller anden relevant kompetencegivende uddannelse, også skal have mulighed for det. Det blev blandt andet derfor besluttet, at det af regeringens nedsatte ekspertudvalg om bedre veje til en ungdomsuddannelse også skulle komme med anbefalinger til, hvordan de forberedende uddannelsestilbud kan fokuseres og målrettes, så de i højere grad også kan matche flygtninge og indvandrere med ringe danskkundskaber.

Ekspertgruppen afleverede sine anbefalinger til regeringen i februar 2017:

Bedre veje til en ungdomsuddannelse – opsummering af anbefalingsområder til regeringen (pdf)

Bedre veje til en ungdomsuddannelse – anbefalinger til regeringen (pdf)

Sidst opdateret: 21. marts 2023