Hop til indhold

Test og prøver skal bidrage til, at læringsudbyttet for deltagerne øges. Samtidig kan test og prøver øge tilliden til kvaliteten af AMU og til den bedømmelse, der sker på uddannelserne.

Prøveformer i AMU

Prøver i AMU kan have forskellig form. Der forventes både at komme praktiske prøver, skriftlige prøver, mundtlige prøver og digitale prøver. Prøverne på arbejdsmarkedsuddannelserne vil være korte og de skal ligge i naturlig forlængelse af undervisningen enten som en afsluttende prøve eller undervejs i undervisningsforløbet.

Det vil være efteruddannelsesudvalgene, som udvikler prøverne. De skal sikre, at prøverne har et enkelt format og kan knyttes direkte til uddannelsens indhold.

Tidshorisonten for prøver i AMU

Prøverne vil blive udviklet løbende, men i løbet af 2019 vil uddannelser, hvor der er udviklet prøver også afholdes med prøver. Det er forventningen, at der vil være prøver på næsten alle arbejdsmarkedsuddannelser i 2020. 

Nogle uddannelser vil dog være undtaget for prøver. Dette gælder fx uddannelser med meget lille uddannelsesaktivitet. Herudover kan være andre undtagelser fx hvis uddannelsens indhold betyder, at prøveafholdelse ikke giver mening.

Underviseren bedømmer prøven 

Underviseren bedømmer prøverne, og der gives tilbagemeldinger til deltagerne umiddelbart efter prøven. Der gives ikke karakter, men det vurderes som enten bestået eller ikke bestået. I tilfælde hvor en deltager ikke består prøven, vil kursisten få mulighed for enten at tage prøven igen eller uddannelsen forfra.

Sidst opdateret: 21. marts 2023