Hop til indhold

Indsatsen baseres på metoden forskningscirkler for at skabe en høj grad af brugerinddragelse og fokus på praksis. Formålet med forskningscirklerne er først og fremmest at bidrage med et kompetenceløft i UU, som omsættes til handling gennem efterfølgende indsatser direkte til gavn for de unge.

Temaer og forskningscirkler

Der er etableret tre forskningscirkler, henholdsvis en på Sjælland/Fyn, en i Syddanmark og en i Midt- og Nordjylland, hver med vejledere fra 5 UU-centre. Med henblik på lokal forankring deltager 2-3 UU-vejledere fra hvert UU-center. Hver cirkel har 13-15 deltagere.

For at have en ramme at arbejde ud fra, har hver cirkel et overordnet tema. I løbet af 2015 besøgte Brug for alle unge alle landets 56 UU-centre, og temaerne udspringer af de emner, som var gennemgående for langt de fleste UU-centre.

  • Tema for cirkel 1: Unge fra uddannelsesfremmede miljøer, herunder socialt udsatte unge, inklusive tosprogede unge. Cirklen har blandt andet fokus på negativ social arv.
    Deltagere: UU Vestsjælland, UU Nord, UU Vallensbæk, UU Odense og omegn og UU Øresund.
  • Tema for cirkel 2: Forældre til ikke-uddannelsesparate unge, herunder socialt udsatte forældre, tosprogede forældre samt forældre til psykisk sårbare unge og unge med misbrug.
    Deltagere: UU Silkeborg, UU Ikast-Brande, UU Sønderborg, UU Aabenraa og UU Kolding.
  • Tema for cirkel 3: Psykisk sårbare unge, herunder unge med lav grad af robusthed, ensomme unge og unge med misbrug.
    Deltagere: UU Mors, UU Skive, UU Aalborg, UU Viborg og UU Jammerbugt.

Tre faser i arbejdet

I den første fase, som varer ca. halvandet års tid, mødes hver forskningscirkel ca. en gang om måneden. Cirkelarbejdet ledes af forsker Ulla Højmark Jensen. Formålet er, at vejlederne skal have mulighed for at reflektere over egen praksis, få nye teoretiske og erfaringsbaserede vinkler på de emner, der arbejdes med, og finde frem til nye koncepter og arbejdsmetoder m.v.

Resultaterne afprøves i større skala i fase 2 i form af konkrete UU-indsatser. Denne fase påbegyndes efter, at arbejdet i forskningscirklerne afsluttes omkring sommeren 2017.

I fase 3 sker der en opfølgning, forankring og udbredelse af erfaringerne til gavn for hele UU-sektoren.

Forskningscirkler som udviklingsmetode

I forskningscirkelarbejdet indgår både kompetenceudvikling af UU-vejlederne, afprøvning af konkrete metoder og udbredelse af viden og erfaringer til andre UU’er.

Forskningscirkler er en svensk metode, som blev udviklet i 1970´erne med det formål at skabe et møde mellem forskningsbaseret og erfaringsbaseret viden. Forskningscirkler skaber et rum til fælles refleksion over praksis og de udfordringer, som cirklens deltagere oplever i deres hverdag.

I cirklerne sidder praktikere, som sammen med den tilknyttede forsker arbejder på at udvikle egen praksis. Arbejdet i forskningscirklen skaber et udviklingsprojekt med et konkret output samtidig med, at deltagerne får en form for efteruddannelse.

Brug for alle unge udbygger tilgangen med en fase 2 og en fase 3, hvor det fra starten er en del af konceptet, at forskningscirklernes arbejde skal munde ud i konkrete og praksisnære afprøvninger af resultaterne, eksempelvis nye metoder.

Forskningscirkler

Arbejdet i med forskningscirklerne falder i tre faser.

Første fase handler om kompetenceløft i UU-centrene gennem en form for efteruddannelse af UU-vejlederne via forskningscirkler. Forskningscirklerne mødes en gang om måneden på skift hos de involverede UU-centre. Mødeaktiviteten foregår over cirka halvandet år.

Forskningscirklerne skal bidrage til, at der i fællesskab genereres ny viden via deltagernes refleksion og undersøgelse af egen praksis. Udover læsning af vejledningsfaglig litteratur skal der mellem møderne udvikles og i mindre skala afprøves nye vejledningsmetoder og koncepter i de deltagende UU-centre. På den måde at sikres progression i læringen om egen praksis og udviklingspotentialer. Forskningscirklerne ledes af forsker Ulla Højmark Jensen.

Output fra hver fase anvendes som input i næste fase. Fra fase 1 kunne et output for eksempel være udvikling af ny model for gruppevejledning, som afprøves i en større skala i fase 2.

Som noget nyt vil BFAU udvide forskningscirkelmetoden ved at lægge et ekstra lag på refleksionerne. Resultaterne af forskningscirklerne vil derfor blive udmøntet i konkrete indsatser i større skala, som skal afprøve erfaringer og metoder fra arbejdet i forskningscirklerne. Det kan for eksempel være udvikling af nye vejledningsmetoder, etablering af nye samarbejdskoncepter, nye måder at organisere vejledningen på eller aktiviteter for særlige målgrupper.

Rent praktisk kommer det til at fungere på den måde, at Brug for alle unge i slutningen af forløbet med forskningscirklerne indgår en skriftlig aftale med de deltagende UU-centre om en konkret UU-indsats. UU-indsatserne kan foregå som individuelle projekter med kun ét UU repræsenteret, eller de kan ske som et samarbejde mellem flere UU-centre.

UU-indsatsen leder deltagerne selv, men med regelmæssig opfølgning og supervision af BFAU gennem møder i de samme tre regionale grupper af UU-centre, som forskningscirklerne bestod af. Både forskningscirklerne og UU-indsatserne vil blive evalueret af en ekstern evaluator.

Output fra fase 2 kunne for eksempel være ny viden om effekterne af vejledning i store og små grupper, fordele ved gruppedannelse på tværs af årgange eller gruppevejledning på andre lokaliteter end skolen. Den nye viden medfører justering af indsatsen, som derved i det tænkte eksempel bliver til forankring af viden om gruppevejledning til implementering i centret.

Den samlede viden formidles og udbredes således, at udviklingen kommer alle UU-centre til gavn. Brug for alle unge spiller sammen med de involverede UU-centre en aktiv rolle i udbredelsen og forankringen af de opnåede resultater.

Sidst opdateret: 18. august 2022