Hop til indhold

Bemærk

Lektier Online er ikke længere aktiv, da Red Barnet Ungdom har valgt at lukke sitet ned pr. 22. juni 2018.

Brug for alle unge (BFAU) har i samarbejde med Statsbiblioteket og Kultur- og Slotsstyrelsen udviklet Lektier Online, som har eksisteret siden 2010 og tilbudt lektiehjælp til mere end 15.000 børn og unge med hjælp fra over 500 frivillige.

Lektier Online er udviklet med afsæt i BFAU’s fysiske lektiecafeer, som tilbød faglig støtte til tosprogede unge med henblik på at støtte dem i at påbegynde og gennemføre en uddannelse. Ideen om en online lektiehjælpsplatform opstod på baggrund af den erfaring, at det ikke er lige nemt for alle unge at møde op i fysiske lektiecafeer – hvad end det skyldes, at det ikke anses som ’cool’ at modtage lektiehjælp, at der er for langt, at de unge ikke har tid på grund af fritidsjob, sport eller andet.

Med lanceringen af Lektier Online fik børn og unge mulighed for at styrke deres faglige kompetencer i et uformelt rum. Ved blot et par klik på tasterne kunne de få hurtige svar på deres spørgsmål. 
Tilbuddet om online lektiehjælp sigtede især mod at appellere til drenge fra udsatte boligområder, hvis forældre måske ikke havde erfaring med det danske skolesystem. Erfaringer viste nemlig, at drengene ofte ophørte med at komme på traditionelle lektiecafeer, når de blev teenagere.

Et digitalt læringsrum baseret på frivillighed

Siden Lektier Onlines lancering i 2010 og frem til i dag, hvor Lektier Online er drevet af Ungdommens Røde Kors, har lektiehjælpen være udført af frivillige lektiehjælpere over hele landet, der alle brænder for at give lektiehjælp og formidle deres fag.

Lektier Online har opnået stor anerkendelse og modtog i 2012 Digitaliseringsprisen med den begrundelse, at projektet aktivt inddrager både børn og unge samt civilsamfundet i skabelsen af digitale læringsrum. Samme år modtog projektet også Frivillighedsprisen, ligesom projektet har været i finalen til CSR Prisen i 2013.

Læs mere

Læs mere om Lektier Online på Ungdommens Røde Kors hjemmeside, som i dag driver den digitale lektiehjælpsplatform.

Læs også mere om BFAU’s arbejde forud for lanceringen af Lektier Online i publikationen ”Lektier – leg – læring. Lektiecafeer i mange miljøer”.

Sidst opdateret: 18. august 2022