Hop til indhold

Hvis kommunalbestyrelsen bliver bekendt med, at en ung har en funktionsnedsættelse i form af specifikke læse- og skrivevanskeligheder, som ikke tidligere er identificeret, skal kommunalbestyrelsen iværksætte en screening for ordblindhed. Formålet med screeningen er at afdække eventuelle støttebehov ved gennemførelse af en ungdomsuddannelse. Resultatet af screeningen stilles til rådighed for den ungdomsuddannelsesinstitution, som den unge søger optagelse på, ved anvendelse af den digitale løsning, som ministeriet stiller til rådighed til dette formål. Dette gælder også dokumentation for andre former for funktionsnedsættelser, som kommunalbestyrelsen er bekendt med.

Screening for ordblindhed og andre eventuelle støttebehov blandt unge skal sikre smidig overgang til ungdomsuddannelse for eleverne.

Støttebehov, som ikke er identificeret i skoleforløbet

Udgangspunktet er, at ordblindhed er identificeret i grundskolen, og kommunalbestyrelsen har fået oplysninger herom fra grundskolen. Kommunalbestyrelsen har gennem samtaler med de unge inden overgangen mulighed for at finde tegn på eventuelle støttebehov, som endnu ikke er identificeret.

Støtten kan komme på plads tidligere

Kommunalbestyrelsen har ansvar for at videregive oplysninger om særlige behov og tidligere støtteforløb til ungdomsuddannelsen. Ungdomsuddannelsen har oplysningerne til rådighed og kan ansøge om specialpædagogisk støtte, inden den unge starter. Dermed er der mulighed for at have støtten klar, når den unge starter på uddannelsen.

Læs mere om indikationer på støttebehov ved ordblindhed, hvordan de unge bliver udredt, og hvordan dokumentation for støttebehov videregives via SPS2005 herunder.

Relevante paragraffer i Folkeskoleloven

  • § 3b – tilbydes en risikotest

Screening og videregivelse af oplysninger om støttebehov

Opdateret 21/01 2017 kl. 13:33

Ordblindhed eller dysleksi er vanskeligheder med at lære at læse og skrive. Ordblindhed er en indlæringsvanskelighed, som skyldes langsom og upræcis omsætning af bogstaver og bogstavfølger til sproglyde. Ofte - men ikke altid - finder man andre i familien med læsevanskeligheder, for eksempel en forælder, en bror eller bedsteforældre, som har haft vanskeligt ved at lære at læse og skrive (kilde: socialstyrelsen.dk).

Opdateret 01/10 2019 kl. 15:59

Kommunalbestyrelsen tilrettelægger arbejdet med samarbejdspartnere i grundskolen, kommunalt regi og det lokale uddannelsessystem i øvrigt. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at opgaven bliver varetaget.

Den konkrete tilrettelæggelse afhænger af, hvor den unge befinder sig i uddannelsessystemet:

  • Når den unge er tilknyttet grundskolen eller en uddannelsesinstitution, kan den kommunale ungeindsats bede skolen om at udrede ordblindhed eller andre funktionsnedsættelser. 
  • Når den unge er uden for uddannelsessystemet, kan kommunalbestyrelsen i samarbejde med en uddannelsesinstitution, hvor den unge søger optagelse, aftale at lade institutionen foretage en test med henblik på efterfølgende optagelse, eller kommunalbestyrelsen kan varetage udredning for ordblindhed, hvis kommunalbestyrelsen råder over medarbejdere med læsevejlederkompetencer.

Opdateret 01/10 2019 kl. 16:11

Kommunalbestyrelsen kan ved at stille følgende baggrundsspørgsmål få et billede af, om den unge gennem grundskolen har haft vanskeligheder med at lære at læse og oplevet at have læsevanskeligheder, som kunne skyldes ordblindhed.

Sproglig baggrund:

  • Er der andre i den unges familie, der har haft problemer med at læse, stave eller skrive?
  • For tosprogede: Har den unge oplevet sproglige vanskeligheder på sit modersmål mundtligt eller skriftligt? Hvor længe har den unge boet i Danmark?

Skolegang/grundskole (herunder specialundervisning):

  • Har den unge haft svært ved at lære at læse og skrive i skolen?
  • Har den unge modtaget supplerende undervisning eller anden faglig støtte?
  • Har den unge modtaget specialundervisning i faget dansk i skolen?

Selvoplevede vanskeligheder:

  • Oplever den unge at have svært ved at læse og skrive?
  • Oplever den unge at have læse- og skrivevanskeligheder?
  • Oplever den unge selv at være ordblind?

Svarer den unge ja til de fleste spørgsmål, og der ikke er grund til at tro, at vanskelighederne skyldes mangelfulde danskkundskaber, er der grundlag for at gå videre med en egentlig test for ordblindhed og afdækning af eventuelt støttebehov.

Opdateret 01/10 2019 kl. 16:05

En ordblindetest kan afgøre, om den unge er ordblind, og om der er støttebehov på ungdomsuddannelsen. Testen skal gennemføres af en fagperson med kompetencer inden for læsevanskeligheder, for eksempel en læsevejleder. Der er læsevejledere i både grundskolerne, på erhvervsuddannelserne og på gymnasierne.

Læs mere om Den nationale Ordblindetest "Ordblindetesten" og gennemførelsen.

Når Ordblindetesten er gennemført, videregives testoplysningerne til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan videregive dokumentationen til ungdomsuddannelsen via SPS2005.

Hvis en ungdomsuddannelsesinstitution har foretaget Ordblindetesten, vil det være naturligt at aftale, at institutionen sørger for dokumentation i SPS2005.

Opdateret 01/10 2019 kl. 16:11

Hvis kommunalbestyrelsen under samtale med den unge bliver bekendt med andre former for funktionsnedsættelser, som den unge har dokumentation for, og som eventuelt vil medføre et støttebehov på en ungdomsuddannelse, skal oplysningerne videregives til ungdomsuddannelsen via SPS2005.

Opdateret 01/10 2019 kl. 16:14

Specialpædagogisk støtte (SPS) på ungdomsuddannelser retter sig mod de elever, som på grund af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke kan gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse på lige fod med andre elever, jævnfør bekendtgørelse om særlige tilskud til specialpædagogisk bistand ved ungdomsuddannelser mv.

For at opnå tilskud til SPS skal institutionerne indsende ansøgning med vedhæftet dokumentation for funktionsnedsættelsen via SPS2005.

Kommunalbestyrelsen kan vedhæfte dokumentation for funktionsnedsættelse via SPS 2005, så ungdomsuddannelsen kan have støtten klar, når den unge begynder på uddannelsen.

 

Opdateret 20/03 2024 kl. 12:47

Du tilgår SPS2005 via https://us2000-web.su.dk.

På spsu-net kan du søge information om støtteformer på de uddannelser, som er omfattet af SPS-ordningen. Som UU vejleder, skal du oprettes som bruger til SPS2005 og får dermed adgangskode til systemet. Se blanket til brugeroprettelse (pdf fra spsu.dk).

Du skal følge vejledning i vedhæftefunktionen for at vedhæfte dokumentation på den enkelte unge. Det er vigtigt, at du har dokumentation i elektronisk form på computer og i et pdf dokument for at kunne vedhæfte. Se vejledning i vedhæftefunktionen til UU vejledere (pdf fra spsu.dk).

Samtidig skal du i uddannelsesplanen gøre opmærksom på, at der ligger dokumentation til ungdomsuddannelsesinstitutionen om eventuelt støttebehov i SPS2005.

Opdateret 21/01 2017 kl. 13:33

Grundskolen har ansvaret for at sikre et fyldestgørende undervisningstilbud til elever med særlige behov, jf. folkeskoleloven (retsinfo.dk).

Med ordblindetesten har grundskolen et let administrerbart system til at teste elever, der udviser tegn på ordblindhed. Den dokumentation er væsentlig i forhold til deres videre færd i uddannelsessystemet, da testen forudsættes anvendt som dokumentation på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

Opdateret 21/01 2017 kl. 13:33

Det er ungdomsinstitutionens ansvar at identificere et støttebehov hos optagede elever, ansøge om specialpædagogisk støtte bilagt relevant dokumentation samt iværksætte støtten for eleven.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vurderer om et identificeret støttebehov falder under SPS-ordningens regler for støtteberettigelse og støttebehov, således at der kan gives tilskud til at iværksætte støtte.

Sidst opdateret: 15. november 2023