Der blev i forbindelse med Aftale om Styrkede Gymnasiale Uddannelser af 3. juni 2016 afsat midler til understøttelse af campusdannelser. Med aftalen om finansloven for 2026 er der nu oprettet en pulje til formålet svarende til 25,3 mio. kr. i 2026.
Offentlige institutioner, der er godkendt til at udbyde ungdomsuddannelser efter lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. eller efter lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelser, kan søge om tilskud fra puljen. Med ungdomsuddannelser menes stx, hhx, htx, 2-årig hf, 2-årig stx og eud udbudt med eller uden eux.
I samarbejdskonstellationen for campus kan der indgå øvrige uddannelsesaktører såsom FGU-institutioner, kommunale ungdomsskoler, erhvervsakademier, professionshøjskoler, universiteter, private gymnasier og andre private udbydere. Disse kan dog ikke indgive en ansøgning.
Ansøgningspuljen har i 2026 til formål at styrke eksisterende campusser og er en videreførelse af ansøgningspulje 2 om støtte til styrkelse af eksisterende campusser fra 2025, dog således at definitionen af campus er udvidet til også at indbefatte institutioner, som udbyder mindst to forskellige af de nævnte ungdomsuddannelser inden for et afgrænset geografisk område.
Midlerne fra puljen til styrkelse af eksisterende campusser på ungdomsuddannelsesområdet skal anvendes til konkrete investeringer og/eller aktiviteter, som understøtter et godt uddannelsesmiljø på tværs af ungdomsuddannelser. Det kan fx være tværfaglige undervisningsforløb, udnyttelse af lærer-, bygnings- og lokalekapacitet samt udstyr, sociale aktiviteter eller udviklingstiltag i form af om- og tilbygning og ændret indretning.
Læs ”Vejledning om pulje til styrkelse af eksisterende campusser på ungdomsuddannelsesområdet, 2026” for information om ansøgningsproceduren, krav og vilkår for ansøgning og tilskud samt vurderingskriterier for ansøger og prioritering. Vejledningen findes under ”Ansøgningsmateriale”, hvor I også kan finde de skabeloner og skemaer, der skal anvendes.
Der er i alt 25,3 mio. kr. i puljen i 2026.
Frist for indsendelse af ansøgning er den 1. oktober 2026, klokken 13.
Ved evt. behov for et budget- og regnskabsskema, som indeholder flere end fire investerings- og/eller aktivitetsgrupper, kan I rekvirere skemaet ved at rette henvendelse til puljefou@uvm.dk.
Regnskabsskema: Tilskudsmodtager skal anvende samme skema, som er anvendt til udarbejdelse af budgettet (skabelonen ligger under ansøgningsmateriale)
Center for Ungdomsuddannelser
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet