Indlæg af Magnus Heunicke bragt i Altinget 1. juli 2026.
Det er fuldstændig afgørende, at vi de kommende år uddanner flere dygtige faglærte til vores virksomheder og den offentlige sektor. Det er dem, der får hele vores samfund til at køre rundt.
Derfor er jeg helt uforstående over, at erhvervsordfører i Danmarksdemokraterne Ulrik Knudsen skriver i Altinget, at regeringen ikke har svarene på, hvordan vi sikrer det.
Det er simpelthen ikke rigtigt, at regeringen ikke har nogen ambitioner om at sikre flere faglærte. Eller at regeringens politik er udtryk for uddannelsessnobberi med fokus på universiteterne.
Det er lige omvendt.
Det er et kæmpe problem, hvis vi ikke i de kommende år får sikret flere faglærte. Til den grønne omstilling og til at passe og pleje vores børn, unge, ældre og mennesker med handicap.
Der er brug for et markant kvalitetsløft af uddannelserne, hvis vi fortsat skal kunne uddanne nogle af de mest kompetente faglærte i verden. Og hvis flere skal gennemføre deres erhvervsuddannelse. I dag er der fire ud af ti elever, der falder fra på erhvervsuddannelserne. Det kan vi ikke være bekendt. De fortjener en bedre hjælp.
I de kommende år kommer erhvervsuddannelserne derfor til at mærke et massivt løft. Med en hel milliard kroner årligt. Til bedre kvalitet på uddannelserne.
Vi kommer til at sikre flere faglærte til vores sundhedsvæsen, ældrepleje og psykiatri. Med løn til elever over 25 år på social- og sundhedshjælperuddannelsen allerede, når de begynder på uddannelsen og med bedre sprogstøtte.
Vi sikrer, at erhvervsuddannelserne er rustet til at uddanne dygtige faglærte til den grønne omstilling. Med bedre udstyr og efteruddannelse af undervisere. Og vi sikrer en bedre overgang mellem skolebænken og oplæringen. Dér hvor mange lige præcis falder fra i dag. Det mener jeg, er ambitiøst. Og nødvendigt.
Når Knudsen påstår, at ingen ved, hvad epx skal føre til, bliver det svært at vide, om han har sat sig ind i reformen. Eller om kritikken kom før læsningen.
Formålet med epx er meget klart: Eleverne vil på det nye epx-gymnasium møde en undervisning, hvor de kan prøve kræfter med forskellige fagligheder. Ved at kombinere teoretisk og praktisk undervisning. På en skole med et godt socialt miljø. Tæt på hvor de bor, og som åbner dørene til videre uddannelse.
Med epx anerkender vi netop, at det ikke er alle unge på 15-16 år, der er klar til at træffe et valg om, hvilket af de mange erhverv de vil arbejde indenfor. Om det lige skal være anlægsgartner eller social- og sundhedsassistent. Eller om de vil læse videre til for eksempel socialrådgiver eller datamatiker.
Jeg er helt overbevist om, at flere unge med epx vil få øjnene op for deres egne styrker og interesser. At det giver os nogle mere modne og afklarede unge mennesker, hvor en stor del af dem får øjnene op for eksempelvis en af de 101 erhvervsuddannelser.
Jeg er dog enig med Ulrik Knudsen i én ting: Det er en bunden opgave at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Det kræver handling.
Det er præcis derfor, vi har lavet en reform, der giver flere unge nye veje og styrker de erhvervsrettede uddannelser. Kritikken er nem. Vores opgave bliver at levere.
Titel: Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)