På landets gymnasier bliver alle skriftlige prøver i fremmedsprog, med undtagelse af engelsk, helt eller delvist analoge. Forsøg med prøveformen har vist, at prøver med pen og papir kan gavne elevernes læring.
Når elever på landets gymnasier skal til skriftlig prøve i et af de berørte sprogfag, skal blyanterne spidses. En ny prøveform, hvor eleverne skal løse opgaver i hånden, udbredes nu til endnu flere sprogfag fra og med sommerterminen 2028.
En lignende prøveform findes allerede i dag i sprogfagene fransk begyndersprog A på hhx og stx, italiensk A på stx og spansk begyndersprog A på hhx og stx.
Den analoge prøveform blev udviklet på baggrund af et forsøg med den skriftlige prøve i spansk begyndersprog A på stx, hvor eleverne skulle løse alle opgaver med pen og papir. Erfaringerne fra forsøget viste, at den analoge prøveform gavner elevernes sprog og modvirker snyd. Den analoge prøveform blev efter forsøget gjort permanent i faget og udbredt til sammenlignelige fag.
Det er nødvendigt, at vi udbreder prøver med pen og papir til flere sprogfag. Kunstig intelligens kommer til at ændre måden, vi underviser og afholder prøver på. Det skaber både muligheder, men det stiller også krav. Vi skal kunne magte begge dele. Eleverne skal lære at bruge AI fornuftigt, men samtidig kunne stå på egne ben," siger undervisningsminister Magnus Heunicke.
Konkret bliver skriftlige prøver i følgende fag helt eller delvist analoge fra og med sommerterminen 2028:
Valgfagene arabisk A, japansk A, tyrkisk A samt russisk A på stx vil fremover blive afsluttet med én kombineret mundtlig og skriftlig prøve. Den eksisterende digitale, skriftlige prøve i fagene bliver udfaset ved sommer- og sygeterminen i 2026 med undtagelse af arabisk A, hvor den skriftlige prøve bliver udfaset ved vinterterminen 2026/27.
De nye skriftlige prøver består alle af to delprøver. Fælles for de nye skriftlige prøver er, at eksaminanderne skal løse første delprøve med pen og papir. Formatet for anden delprøve afhænger af de enkelte fag.
Alle eksaminander, der er tildelt særlige prøvevilkår, vil fortsat have mulighed for at benytte deres læse- og skriveværktøjer ved prøverne – også i forbindelse med dele af prøverne, som ordinært foregår med pen og papir.
Den nye skriftlige prøve i fransk fortsættersprog A og tysk fortsættersprog A er opdelt i to delprøver, der begge er analoge med pen og papir. Der er ikke adgang til hjælpemidler i første delprøve. I anden delprøve kan eksaminanderne medbringe en fysisk grammatikbog og anvende computer for, som det eneste, at etablere adgang til en digital, men offline, ordbog.
Den nye skriftlige prøve i græsk A og latin A består af to delprøver. Første delprøve foregår med pen og papir, og eksaminanderne må benytte en fysisk ordbog og fysiske grammatikker fra undervisningen. Anden delprøve løses digitalt. Eksaminanderne må i tillæg til hjælpemidlerne fra første delprøve benytte en digital ordbog uden adgang til internettet samt noter fra undervisningen i et fysisk eller offline format.
Den nye skriftlige prøve i kinesisk A består af to delprøver. Første delprøve foregår med pen og papir og indeholder opgaver, der tager udgangspunkt i et centralt udmeldt kerneforråd, som indgår i den daglige undervisning. Der er ingen hjælpemidler til rådighed med undtagelse af kerneordforrådet. Eksaminanderne besvarer anden delprøve digitalt og har adgang til en digital ordbog og egne noter fra undervisningen i et fysisk eller offline format.
Titel: Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)