Nye tal viser, at eleverne på stx-gymnasierne klarer sig dårligere i prøven i skriftlig dansk sammenlignet med tidligere år.
Eleverne på landets almene gymnasier (stx) får lavere karakterer i prøven i skriftlig Dansk A sammenlignet med tidligere år. Det viser nye tal for studenternes eksamenskarakterer.
Konkret er karaktergennemsnittet i skriftlig Dansk A faldet fra 6,8 i 2018, hvor niveauet lå på sit højeste, til 6,2 i 2026, og er det laveste niveau for studenterne i den konkrete prøve siden 2012.
Kigger man på resultaterne på tværs af stx, hhx og htx, er gennemsnittet ved den skriftlige prøve i Dansk A faldet fra 6,3 i 2025 til 6,1 i 2026.
Årets studenter er den første årgang, der har haft adgang til generativ kunstig intelligens gennem hele deres gymnasietid.
Prøven i skriftlig Dansk A skiller sig ud i resultaterne, da de samlede eksamensresultater for alle prøver på alle gymnasiale uddannelser viser, at dette års studenter generelt ligger på niveau med sidste år i både de skriftlige og mundtlige eksamener.
De her tal bekymrer mig. Kunstig intelligens har på meget kort tid ændret elevernes hverdag. Og vi kan ikke ignorere, hvad det kan betyde for deres faglighed. For hvis AI bliver en genvej uden om arbejdet med at skrive, analysere og formulere sig, så risikerer vi, at eleverne lærer mindre. Vores unge skal lære at tænke selv. Også i en tid med kunstig intelligens. Derfor har vi allerede taget de første skridt med en AI-pakke til gymnasierne, og regeringen kommer med flere initiativer”, siger undervisningsminister Magnus Heunicke.
Tabel 1: Udviklingen i landsgennemsnittet for den skriftlige prøve i Dansk A på stx, hhx, htx og samlet i perioden 2012-2026
| Årstal | Stx | Hhx | Htx | Samlet |
|---|---|---|---|---|
| 2018 | 6,8 | 6,1 | 6,1 | 6,6 |
| 2019 | 6,7 | 6,2 | 6,1 | 6,5 |
| 2020 | 6,8 | 6,1 | 6,0 | 6,5 |
| 2021 | 6,8 | 6,4 | 6,2 | 6,7 |
| 2022 | 6,7 | 6,2 | 6,1 | 6,5 |
| 2023 | 6,6 | 6,2 | 6,1 | 6,5 |
| 2024 | 6,5 | 6,1 | 6,0 | 6,4 |
| 2025 | 6,5 | 6,1 | 6,1 | 6,3 |
| 2026 | 6,2 | 6,0 | 5,9 | 6,1 |
Anm.: Opgørelsen omfatter studenter fra stx, hhx og htx med skriftlig prøvekarakter i Dansk A. Tallene er afrundet til én decimal.
Kilde: Uddannelsesstatistik.dk
Regeringen har allerede sat en række initiativer i gang for at tilpasse gymnasierne til en virkelighed, hvor kunstig intelligens er blevet en del af elevernes hverdag.
Undervisningsministeren præsenterede i august en strakspakke mod AI-snyd på gymnasierne. Den indebærer blandt andet, at skolerne skal bruge værktøjer til at overvåge elevernes skærme under eksamen, og at flere skriftlige opgaver bør udarbejdes på skolen under kontrollerede forhold.
Derudover blev der i september indgået en politisk aftale om, at hf-elevers større skriftlige opgave fremover skal forsvares mundtligt. Formålet er blandt andet at sikre, at eleverne kan demonstrere deres egen faglighed og kendskab til det arbejde, de afleverer.
Titel: Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)
Titel: Departementet
E-mail: uvm@uvm.dk
Telefon: +45 33 92 50 00